Fredag d. 3/01 2020

3. januar, nu må det vist være på tide at lade høre fra sig.
Lidt for sent at ønske god jul, meeen et godt nytår går vel?

Vi er kommet godt frem, efter en begivenhedsløs flyvetur - nåh ja, begivenhedsløs? - spørg Leif om dét - vi fik  simpelthen en af de mest krydrede forretter,jeg nogensinde har været ude for, på en international flyvning. Blå flammer osv.... 
Jeg har senere fundet ud af, at det er muligt at bestille mere vestlig mad på forhånd, så det vil jeg nok gøre til hjemrejsen.
Ellers er Thai såmænd OK at flyve med, men SLET ikke den luksus, som Qatar har. Til gengæld bedre end Singapore.

Vi er, som forventet / frygtet havnet i en rigtig danskerghetto! Alt her er ejerboliger, nogle ejere har så valgt at leje huset ud, når de ikke selv bruger det. Her er faktisk KUN danskere, de eneste thai'er er personalet og så de danske mænds koner / kærester / piger. Nej, det er uretfærdigt, ud over os er her tre etnisk danske ægtepar!!
Bebyggelsen er som et firkantet 8-tal,med en ekstra 'rundkreds' foroven, altså et OOO. Fem  huse på langsiden og et i enden af hvert O. Svømmepøl i midten af hvert O. 34 huse ialt, på nær ét hus er alle danskejede.
Et rigtigt dansk parcelhuskvarter! Og som i alle danske parcelhuskvarterer er der også her stridigheder - uhauha.
Men vi jo kun lejere, så det behøver vi ikke blande os i.😙

Huset er fint, stor stue med udgang direkte til pølen, soveværelse, badeværelse og en kæmpe tagterrasse med gasgrill og spiseplads. Her sidder vi næsten hver aften og nyder solnedgangen over bjergene. Og grillen bliver flittigt brugt.

Bebyggelsen ligger på landet, så her er dejligt stille. Men det er helt nødvendigt at have et køretøj selv. Nærmeste lille købmand, der kun har de mest nødvendige ting, ligger ca. 3 km væk. Et moderne, stort supermarked findes i Pranburi, ca. 10 km herfra. Der handler vi normalt.
Vi har lånt en lille motorcykel af en beboer her, så vi kan komme på indkøb og sightseeing. 

Vi har på motorcykel besøgt Hua Hin, hvor vi ferierede for nogle år siden. Alt er forandret, der er lavet nye veje og bygget en masse nye hoteller. Og der er larm og støj og trafik. Vi var på natmarkedet, der også er åbent om dagen, det ligner stadig sig selv. En masse små boder, nogle er bare et bord, med alle mulige varer. Tøj, grøntsager, kød, fisk, isenkram. Og på de smalle gange, hvor der dårligt er plads til, at to mennesker kan passere hinanden, kører thai'erne så på deres motorcykler!!! Jeg valgte at parkere udenfor!!!

Ellers sker her ikke meget. Vi kører normalt en lille sightseeing tur hver dag, ellers bliver det for kedeligt at sidde her. Men vi  har jo efterhånden set hele omegnen, så det er lidt svært at finde nye veje. Bare vi ikke kommer til at kede os - nå, jeg har jo bøger og strikketøj med......

Lørdag d. 11/01 2020

(AAAARRRGGHHH - jeg havde lige skrevet en større epistel, så 'døde' min PC. Så forfra......)

Så har vi været til dansk middag! Det var forfærdeligt!🙂

Vi var på forhånd noget betænkelige, men  - det skulle jo prøves!🤒

En af ejerne hér - i øvrigt en rigtig sød fyr - arrangerer hver søndag en tur til et dansk værtshus i Hua Hin, hvor man spiser dansk middag. Fælles taxa ind, hjemtur efter aftale.
Taxa koster 300 baht. 
(omregningsfaktor 5 passer så´n cirka. 100 baht = 22 kr)

I søndags var vi 6 ind, 3 hjem,
Så 22 kr for Leif og mig ind, for hjemturen 44 kr. Yderst rimeligt!

Middagen var mørbradgryde med kartoffelmos, som en dansker ville lave den. Rigtig godt. Dessert en super lækker is.

Og så kom regningen!  Ca 1000 baht for 2 personer!
OK, vi havde så også fået 4 øl!!! I danske priser er 222 kr jo ikke urimeligt for middag med dessert og 4 øl, men i Thailand er det horribelt! Hos vor lille familie oppe på hjørnet koster den dyreste ret 120 baht, øl 90. Og så er der MASSER af mad. Sidst, vi var deroppe, kunne vi simpelthen ikke spise op, så fik vi resterne med hjem og der var nok til aftensmad dagen efter. To middage for 120 baht!😋

Nå, prisen var så ikke det værste, det grinede vi lidt af. Men de mennesker, der var der!!!!!!!!! Med enkelte undtagelser kun selvfede, selvgode mennesker, der virkelig opførte sig, som vi danskere anklager indvandrerne for at opføre sig i Danmark. Forfærdeligt!

Og så var der jo alle thai -pigerne, mere om det i næste kapitel, nu skal vi på taget og ha' tændt op i grillen til bagekartofler og koteletter. 

 

 

Mandag d. 20/01 2020

- så fortsætter historien om thai-pigerne:

Alle barer, ihvertfald i den indre by, har fuldstændig officielt prostituerede ansat. Eller 'tilknyttet' er måske et bedre ord.
De er delt op i to grupper, dém, der serverer inde i baren og dém, der serverer ved bordene på gaden.

For hver drink, de sælger, får de 35 baht, dem inde i baren får desuden en minimal, fast løn. Alle pigerne kan 'købes fri' for en aften / nat for 300 baht, der så vist nok deles ligelidt mellem pigen og baren. Det er så op til pigen selv at forhandle en pris og ´varighed' med kunden. 💋 Hvis det er på timebasis, har baren normalt små værelser ovenpå. Ved en hel nats indsats tager pigerne normalt med kunden hjem til hotellet.😎

Pigerne på gaden kan IKKE sige nej til en kunde, hvis de gør det, bliver de fyret. Dem i baren KAN sige nej, men skal ikke gøre det for mange gange. 

Som skrevet, alt er fuldstændig lovligt og accepteret. Og en pige, der får en 'farang' (hvid) til at frikøbe sig for hele opholdet betragtes virkelig som heldig og at have scoret kassen.🤒

Bortset fra dét, så er vi flyttet! Det har hele tiden været meningen, fordi huset, vi startede i, kun var ledigt en måned. Så nu er vi rykket op i næste 'gård'. Huset er lidt bedre, men det kan man ikke sige om klientellet! Her bor en horde af mennesker, der alle kender hinanden, så der er en råben tværs over poolen.😠

Nå, jeg er såmænd ikke sikker på, at det er meget bedre i vores gamle gård. Da vi boede der, var der nemlig ikke ret mange af husene, der var beboet. Men i sidste uge vrimlede det simpelthen ind med mennesker, så næsten alle huse er beboet nu. Med tilsvarende uro og larm til følge.

😠😠😠😠

OG: Tro det eller ej: Vi er begge blevet forkølet. Vi har ellers undgået at bruge aircon og klaret os med en ventilator, men alligevel.... Vi har altså også en mistanke til den enorme forurening, her er. Vi er sorte i hovederne af udstødning, når vi kører ture på motorcyklen. Og det kan mærkes i halsen. Mange thai'er kører med maske på, det ville vi også gerne, men vi aner ikke, hvor man køber dem. Nu kan det så også næsten være ligemeget, med 10 dage tilbage.........

 

Torsdag d. 30/1 2020

Sidste kapitel for denne gang! 

I morgen formiddag kl. 10 forlader vi dansker-kolonien hér.

Vores nye venner - mere om dem senere - kører os til busstationen i Hua Hin, herfra tager vi en direkte bus til Bangkok lufthavn. En tur på omkring 4 timer, alt efter trafik osv.. Det ville det også ha' taget i en almindelig bil / taxa, som ellers er det normale, når man skal til lufthavnen. Foskellen er, at bussen har flysæder, så man kan læne sig tilbage og sove, hvis man da ikke hellere vil nyde udsigten fra den høje siddeplads. Og der er toilet i bussen. For slet ikke at nævne prisen: Bus 628 baht (ca 140 kr), taxa ca 3000 baht (650 kr). Det fryder mit gamle gnierhjerte! 🤩

I lufthavnen afhentes vi af hotellets bus (gratis!) og bliver kørt til SilverGold Garden, meget tæt på lufthavnen. Her har vi booket 2 nætter. Det gør vi normalt, altså sørger for at være i nærheden af lufthavnen en dags tid eller to før, vi skal flyve. For HVIS nu, der skulle ske et eller andet på vej til lufthavnen? Da vi kørte herned, havde vi to 'stop' af ½ times varighed: et trafikuheld med kilometerlange køer, fordi 2 vejbaner var spærret. Og så blev vores taxa 'snuppet' i en fartkontrol, hvor chaufføren på bedste thailanske vis måtte forhandle og betale bøde (og bestikkelse) på stedet, det tog tid!  Men sådan er Thailand!🙃

Det korte af det lange: Vi vil hellere tilbringe en dag i nærheden af lufthavne end risikere ikke at nå flyet.🙂

Apropos uheld, har jeg så fortalt, at vi vores motorcykel punkterede?

Faktisk lige udenfor en mekaniker, så jeg har ham mistænkt for at ha' strøet søm ud!  Men det var jo meget nemt at trække de 20 meter tilbage og få 'dyret' lappet. Troede vi!!! For det viste sig, at lige netop dén dag var mekanikeren ikke hjemme. Vi blev på bedste og sødeste thai og tegnsprog henvist til en anden mekaniker og trak afsted. Men der er jo altid en vis tvivl, om man nu har forstået tegnsproget rigtigt.🤨

Men heldigvis, efter ca 2 km fandt vi en lille mekaniker, der formedelst 150 baht satte en ny slange i baghjulet. Og hvem tror I, måtte trække 'dyret' hele vejen? Og hvem, der ikke så meget som hjalp med et lille skub, men bare gik og var åh så bekymret, om vi nu kunne finde mekanikeren? Hvis jeg var drattet om af et hedeslag, var vi under ingen omstændigheder kommet til mekaikeren.😠

Og så vores nye venner. Nid og Claus, hun thai, han dansker.

- nej, dem må jeg skrive om senere, så bliver dét her alligevel ikke sidste kapitel.........😀