Søndag d. 9/12 2018

Vi er vel ankommet til gården, hvor vi skal bo indtil 28. december!

Turen herned gik fint. 
SAS loungen i Kastrup er blevet noget forringet, nok af sparehensyn. I 'gamle dage' var der gode vine af kendte mærker, forskellige bittere og anden alkohol. Nu er der én rød- og én hvidvin, som man tapper af haner. Samt 2 slags øl, også fra tappehaner. Ingen stærk spiritus.  Et begrænset udvalg af brød, én slags ost, en pastasalat samt lidt grøntsager til salat. Og dagens suppe.

Helt anderledes var det i Singapore, der var bare ALT!!! 
Leif faldt straks for en 12 års Chivas! Jeg holdt mig til en kølig, australsk Chardonnay.

Servicemæssigt set er Singapore Airlines bedre end Qatar, men sæderne er et mareridt.
Inden der bliver redt op til at sove, er det fint, med masser af plads og indstillingsmuligheder. Men opredningen foregår ved at lægge ryglænet frem, så nakkestøtten mødes med en fast hylde foran fødderne.
Det giver rigtig meget plads, men en totalt flad seng. Og når sengen først er redt, er det ikke muligt at regulere ryglænet eller rette det lidt op, hvis man f.eks. vågner og gerne vil se fjernsyn eller have en drink. Bevares, vi sov da fint, men......

Vel ankommet til Melbourne skulle vi gennem kontrollen. Leif siger jo altid, at de dér udsendelser om folk, der bliver snuppet i lufthavnen, fordi de har lidt frugt eller grønt med, er stærkt overdrevne. Men gæt, hvem der blev snuppet? 
Leif Hansen!!! 
Han havde taget to æbler med fra Kastrup, puttet dem i håndbagagen og glemt alt om dem! 
Bøde: 425 AUD! 
Heldigvis slap han med en advarsel. Men næste gang......😠

Min australske telefon virker stadig, så der var ingen problemer med at ringe til den gratis taxa til hotellet. 
Da vi ankom sent, var receptionen lukket, men nøglerne skulle ligge i en boks, som jeg havde fået koden til at åbne. 
Der var bare ingen nøgler!!!!!! GISP!!! 😮
Den søde chauffør ringede til ejeren, der (heldigvis) bor lige ved siden af. Det viste sig, at det booking-firma, jeg havde bestilt værelset igennem, havde brugt et af mine gamle, ugyldige kreditkort til betaling, det var selvfølgelig blevet afvist. 
Ingen betaling, intet værelse!!! 
Fair nok, men hvad gør man kl. 23 i en fremmed by uden tag over hovedet??? 😲

HELDIGVIS havde vi vekslet penge i lufthavnen, så jeg havde nok til at betale kontant. Damen måtte op af sengen og kom noget sur ned med nøglen. Næste dag forklarede jeg sagen for hende, da var hun ikke sur mere. Men det var bestemt ikke sjovt. Selv om den flinke chauffør trøstede med, at vi nok skulle finde en løsning, ligegyldigt hvad.

Efter 2 dage/nætter på hotellet, fik vi tirsdag middag udlejningsbilen. En Corolla, et nummer større end den Yaris, jeg havde bestilt. Men fordi jeg er medlem af udlejningsfirmaets 'klub', er man nogen gange heldig og får en større bil til samme pris. 
Egentlig var jeg sat til en endnu større, men bad om at få Corollaen i stedet. Jeg meldte mig bare ind i klubben for at spare tid ved afhentningen, alle papirer bliver nemlig udfyldt på forhånd, hvis man er medlem. Det tog også kun 5 minutter, så var bilen udleveret.

Takket være 'den flinke dame' (GPS'en) fandt vi uden problemer frem til Tambaroorah farm. Her er vi nu og hygger os med alle farmens dyr. Mere herom senere.......

Søndag d. 16/12 2018

Vi er faktisk alene her på gården.🙂
Zena og Haysam bor og arbejder i Melbourne og er kun her på smutture for lige at sikre, at alt står vel til. Dagligt varetages fodring af dyrene og andet forefaldende af medhjælperen Dennis, en rigtig sød pensionist, der holder utroligt meget af alle dyrene her. 
Specielt hunden Oscar, der er noget samspilsramt. Zena og Haysam anskaffede Oscar, da de købte gården for nogle år siden. Senere fandt de ud af, at det tog for lang tid med de 40 minutter hver vej til Melbourne, så de flyttede til byen og overlod som skrevet pasningen til Dennis. 
Normalt er han her fra 8 - 16, hvor Oscar ledsager ham overalt. Men ellers er Oscar lukket inde i en hundegård, der godt nok er stor, men det er ikke et liv for en hund. 😥
Vi har fået lov til at 'behandle ham som vor egen', dvs have ham omkring os hele tiden. Det er blevet en helt anden hund, han mangler virkelig en familie eller 'en flok'. 
Her er 2 katte, Smudge og Girlie, der også har knyttet sig til os. Specielt efter, at jeg er blevet forfremmet til 'fodermester' for dem. Men katte har nemmere ved at klare sig uden familie. Desuden har de jo hinanden. Girlie har også Oscar, de er bedstevenner, der sover sammen, kæler og leger med hinanden. 😀
Her er desuden et utal af får, høns, gæs, en pony og 3 alpacaer, meget sky dyr, som jeg prøver at tæmme vha lucerne-hø, som Dennis har givet mig. Jeg er nået så vidt, at den ene nu genkender mig, når den går i folden nedenfor huset. Så kommer den op og tigger. Og spiser fra hånden. 
Hønsene har også lært os at kende, de kommer gokkende, når der er rester til dem.

Farmen er vel på omkring 50 tønder land, indrettet med diverse græsfolde til dyrene. Vi kan gå overalt, bare vi husker at åbne / lukke lågerne, som de var, da vi kom. Det er et kuperet landskab, bevokset med eucalyptus. 
Rundt omkring på markerne er der i de lave områder bygget damme til at opsamle regnvandet til dyrene. Vandhullerne giver et rigt fugleliv, rosellaer, kaka'er, latterfugle, solsorter, en masse småfugle samt skader, der her synger fantastisk og ikke bare skratter som de hjemlige. 
Desværre er de ikke tamme, som hos Gen i Blackwood. Men det skal vi jo snart opleve igen. 
Et par hundrede meter fra huset er en ørnerede med 3 ørne, dem ser vi dagligt svæve rundt på jagt. Som Dennis siger, så hænder det, de tager et lam, men de lever mest af ådsler. 

Her er også en kæmpe frugthave, med appelsiner, citroner, moreller - som jeg har spist mig til flere mavepiner i - 🤒ferskner, æbler, blommer osv. Og en urtehave med salat, tomater, krydderurter. Alt til fri afbenyttelse. Det er virkelig slaraffenliv for mig, der er opvokset på en gård. 🤩

Desværre har vi ikke været heldige med vejret.
Da vi kom til gården, havde vi 3 - 4 dage med solskin og 35'. 
Så besluttede orkanen Owen at sende et par udløbere ned mod os i Victoria. Her mødtes udløberne med en anden front. 
Det har betydet rigtig dårligt vejr den sidste uges tid, regn og blæst, oversvømmelser og mudderskred. Heldigvis ikke lige her, hvor vi bor, men bare 5-6 km væk var motorvejen lukket pga oversvømmelse og mudderskred. 
En landmand 100 km herfra havde fået 240 mm regn i løbet af et par timer!!! 😮
Iflg vejrudsigten arbejder de 2 fronter mod hinanden og er lige stærke, hvilket vil sige, at de ikke rykker sig. Det betyder, at der ikke er udsigt til en bedring af vejret de nærmeste dage. ÆVÆVÆVÆV......😠



Mandag d. 24/12 2018

"Så blev det eeeendelig jul, nu igen'!!!!!

Kl er 16, det svarer til 06 i Danmark. Juleanden er sat over, fyldt med locus-frugter. Dertil skal vi have brunede kartofler og en eller anden form for sovs, strikket sammen af locus-frugt. Se forklaring senere.
Jeg sidder og kigger ud over en solbeskinnet græsmark, med får og alpaca'er. Ved siden af ligger Oscar, der for længst har sniffet sig frem til, hvor julemaden er. 
I modsætning til os holder australierne ikke jul d. 24., men - som de fleste engelsk-inspirerede lande - d. 25, hvor man får gaver om morgenen. Jeg har overtaget fodertjansen for Denis i morgen, så han kan blive hjemme og hygge sig med familien. Og han hedder Denis, med 1 's'!!!!
2. juledag, d. 26., hedder Boxing Day. Jeg har ellers længe troet, at Boxing Day var d. 25., netop fordi man får gaver - 'boxes'- den dag.
Men forklaringerne er, at 'box' henviser til kirkebøssen, som i gamle dage blev åbnet og fordelt d. 26.
 Yderligere henvises der også til, at d.  26. var dagen, hvor tjenestefolkene kom tilbage efter jule 'ferien' (1 dag), så det var her, herskabet begavede de tjenende ånder.

UHMMM, duften fra juleanden breder sig. Den traditionelle, skandaleramte and har ellers været et problem, da vi kun har en mikroovn og en grill. Længe forudså jeg skandalen fra Sydafrika, hvor kræet simpelthen brød i brand!!!
Jeg klagede min nød til Denis, som rådførte sig med sin kone og -VUPTI - dukkede han op med en lille elektrisk ovn, hvor anden nu  har det fint i varmen - ligesom os andre, HEHE!

Som jeg vist tidligere har skrevet??? er der en stor frugthave her. Med bl.a. nogle frugter, som kaldes locus. Det er frugter fra robinietræet, som - så vidt jeg husker? - er det træ, Robert brugte til Eriks flotte stok??? Jeg har taget billeder både af frugterne, træet og den fyldte and. Jeg prøver, om jeg kan få billeder lagt ind nu, der er lidt problemer med kabler osv.
Og der er også problemer med SMS-forbindelsen! Indtil nu er det kun lykkedes at sende og modtage SMS'er og ringe op internt i Australien, ikke til f.eks  Danmark. Men jeg er i kontakt med teleselskabet, så jeg håber, problemet snart løser sig. 
Glemte lige: Vejret arter sig nu. I forgårs havde vi 16' og 'spredte skyer med lidt sol', som det vist hedder. I går 25' og skyfrit. I dag skyfrit og 34'. Næsten 20' forskel på 2 døgn - tjah, som 'de indfødte' siger: 'Det er Melbourne........'
Endnu engang God jul til alle, nu kalder anden. And er magt.......
 

Torsdag d. 3/01 2019

- og nu er det så 2019! 

Godt nytår til alle!

Vi havde en stille og rolig nytårsaften, spiste fisk (trevalley, det hedder den vist også i DK) og holdt os pllgtskyldigst vågne til at se fyrværkeriet i Sydney. Det var ellers tæt på at blive aflyst p.g.a. skybrud. 
Nytårsmorgen kl 10 havde vi telefonisk kontakt med min (Annas) familie i DK for at drikke et glas champagne sammen kl 00:00 dansk tid. 
Vi kommunikerede vha whatsapp, d er er et genialt og ganske gratis system, hvis ellers man har wi-fi.

D.28. flyttede vi fra gården i Wallan til Gen i Blackwood, hvor vi boede sidste år.
En køretur på ca. 100 km., det var som at komme hjem igen. Efter 1 time meldte den første latterfugl sig, om aftenen kom de første kongepapegøjer. Jeg er sikker på, at det er 'Holger og konen' fra sidste år, for de havde absolut ingen betænkeligheder over at baske ind i huset, sidde på bordet og tage jordnødder fra hånden.
Senere er de uvorne unger dukket op, så vi har nu 9 -10 stykker på kost.  Og samme antal latterfugle.

Vi er rigtig glade for at være kommet til Blackwood. Gården var fin, med masser af udenoms arealer, dyr og svømmepøl. Men den såkaldte 'ombyggede lade' VAR en lade! 
Overetagen var fin, med en lille hyggekrog, soveværelse og læse/hyggelamper.
Men underetagen - de billeder, jeg havde vurderet ud fra  på airbnb,  var taget fra den absolut bedste vinkel. 
I virkeligheden VAR det en lade, af bølgeblik uden formildende omstændigheder, hvor der i den ene halvdel  'på langs' var indrettet badeværelse, køkken og såkaldt opholdsrum. Men der var intet gjort for at adskille beboelse fra lagerrum, kun smidt et par tæpper for at 'hygge'!!!
(Se billeder, når jeg får dem lagt ind). Og eneste lys var de grelle neonlys, som man jo har i lagerbygninger.
Det var temmeligt skuffende, specielt når  man tænker på, at opholdsrummet sagtens kunne være adskilt fra lagerrummet ved at sætte et par tynde plader op, eller bare hænge nogle tæpper. Og så et par hygge / læselamper!
Det havde vi lidt problemer med, specielt fordi vi de første 10 - 12 dage havde rigtigt dårligt vejr. Men da valgte vi så i stedet at sidde udenfor, med den udendørs pejs.

Da det blev godt vejr igen, havde vi glædet os til at dase ved svømmepølen. Men AK, så viste det sig, at værtsparret, som jo ikke længere bor der, havde besluttet sig for også at leje hovedhuset ud! Til 3 par, med børn, som simpelthen okkuperede pølen! 
Bevares, jeg er da sikker på, vi havde været mere end velkomne, australierne er simpelthen SÅ søde og imødekommende. Men at være ene fremmede blandt 10 - 12 stykker, der alle kender hinanden - hmmmm.......

Men nu er vi som skrevet hos Gen, hvor vi er mutters alene.......

Meteorologerne hér er i øvrigt lige så elendige som de danske.
Først spåede de hedebølge gennem juledagene og et par dage ind i det nye år. 
Hmmm.........gråt og lunt, men bestemt ikke hedebølge. 
Så skulle vi få en delvist overskyet dag - skyfri himmel fra morgen til aften. 
Nu varsler de op til 42' i morgen, fredag, så det ender nok med regn hele dagen............

Vi har hørt om den skrækkelig ulykke på Storebæltsbroen. 
Dels har vi set det på dansk TV, dels er det med i  nyhedsudsendelserne hernede. hvor der også følges op på, hvordan og hvorfor. 

Tirsdag d. 22/01 2019

Så er der endelig lidt nyt herfra. D.v.s nyt er der egentlig ikke, vi har ikke oplevet noget specielt.
Dagligdagen går som derhjemme, med små udflugter i den nærmeste omegn. Vi har været til et par markeder, både i Trentham og Daylesford, men markederne er meget dyrere end butikkerne. Man støtter selvfølgelig de lokale, udenom alle mellemhandlerne, men det vil jeg nu lade australierne om! Så kan jeg gøre det derhjemme! 
Eksempel: En gammel, rusten hammer koster ca 45 kr på makedet. En fin, ny kan man få til samme pris i byggemarkedet. Men så har den selvfølgelig ikke 'patina'!!!
Det eneste, vi har købt på markedet, er rå jordnødder til papegøjerne, i forretningerne kan  man kun få den ristede og afskallede.

Fuglebestanden er vokset med en currawong-familie og en skade, der synger, så det er en fornøjelse. Ikke som de danske skaders maskingevær-skratten. Den er helt tam og hopper ind i køkkenet for at tigge. Og hvis vi ikke er opmærksom på den, gør den opmærksom på sig selv med et specielt fløjt. 

Papegøjerne er der stadig, men de blev efterhånden så frække, at vi blev nødt til at forlægge det meste af fodringen til altanen og ikke indendørs. 
Det har desværre den bivirkning, at kakaduerne også tiltrækkes. 

Ikke fordi vi ikke kan lide kaka'er, men de kan tømme en foderskål på 10 sekunder. Og når der så er 10 af dem........vi er simpelthen nødt til at holde kaka-vagt på altanen, mens kongepapegøjerne, der kommer i flok, æder og slås om foderet.

Derefter tager vi foderskålene ind og så kan enkelte papegøjer, som 'Holger og konen', der flyver som par og ikke flok, blive fodret indendørs.

Jeg skal i øvrigt ha' anskaffet en vandpistol! 
Vand er genialt mod kaka'er!

De er så frække / kloge, at de bare flytter sig lige uden for rækkevidde og sidder der og venter, til man kigger til den anden side. Så er de der igen! 
Men smider man en kop vand efter dem, fortrækker de til nærmeste træer. 

Så en vandpistol, hvor man kunne ramme lidt mere præcist, i stedet for at risikere at overbruse Gen i haven nedenunder....😀

Vejret her arter sig fint nu, vi har haft et par dage med hedebølge, op til 37'. 
Temperatur i soveværelset v. 22-tiden: 29'! 
Så er det godt at have en ventilator! 

Vi ser i TV, at I har vinter og sne nu. Så tænker vi på Erik med kosten og på vores stakkels fisk. 
Forhåbentligt virker boblemaskine stadig? 
Og den anden 'dims', som jeg ikke har så meget tiltro til, selv om Superkoi anbefalede den?

Hyg jer nu i kulden, mens vi sveder i varmen.
 
Som Leif bemærkede i dag: 'Derhjemme sætter man sig ind foran fjernsynet, fordi man ikke kan gøre andet i kulden. Her gør man det, fordi man ikke kan klare andet i varmen!' 😎

Tirsdag d. 12/02 2019

Australien er virkelig ekstremernes land!
Vi har haft hedebølge, over 40', dagen efter 'kun' 25'. Et temperaturskifte på omkring 20' på et døgn!
I øjeblikket har vi 16' og spredte byger. Så her er faktisk koldt, jeg har overvejet at købe garn til uldne sokker og handsker. Men vi véd jo, at det højst varer et par dage. Vi overvejede at køre til lavlandet, nærmeste strand er Geelong, ca 1 times kørsel herfra. Godt, jeg først tjekkede vejret dér på internettet: 13' og konstant regn.

Men så hårdt ramt som Queensland har vi slet ikke været. Queensland er staten i det nordøstlige hjørne af Australien. Hele januar har de haft ekstrem hedebølge, op mod 50' de værst ramte steder.
Floder og søer tørrede ud og rigtig mange dyr døde pga vandmangel. Ved et vandhul fandt man omkring 60 vilde heste - 'brumbies' - der var døde af tørst, fordi deres normale vandhul var tørret ud. 
I en af de store floder, der stadig havde vand, Darling River, blev der - ligesom i varme somre i Danmark - iltmangel pga ekstrem vækst af grønalger. Rigtig mange fisk døde, tal på omkring 200.000 har været nævnt. 
Der var billeder fra floden, hvor døde fisk simpelthen dækkede hele overfladen og bredden - i flere lag. Som om det ikke var nok: Da vejret slog om til mere moderate temperaturer, døde algerne og rådnede i vandet. Dels brugte det af den ilt, som der i forvejen var for lidt af, dels udvikledes giftige gasser, så endnu flere fisk døde. I alt ca ½ million, mener myndighederne.

Fra den ene yderlighed til den anden, omslaget i vejret medførte regn, regn og endnu mere regn. Store oversvømmelser, folk har måttet flygte fra deres hjem. 
Masser af kvæg er druknet, bushen er flad, så der er ingen steder at søge hen ved oversvømmelse. Det kvæg, der ikke druknede, dør nu af sult, fordi der efter oversvømmelsen ikke er noget at leve af på markerne. Omkring 300.000 stykker kvæg er druknede/døde. Med fly kaster man foder ned til dyrene og meget af det overlevende kvæg indfanges og flyttes til Indonesien for at forhindre yderligere sultedød. Farmerne får kompensation fra regeringen, men det genskaber jo ikke et avlsarbejde og en besætning, som man  har brugt mange år på at opbygge.

Så hårdt har Victoria heldigvis ikke været ramt. Vi havde en ekstrem hedebølge, der varede et par dage. Man kunne bogstaveligt talt ikke andet end ligge på sofaen og gispe. En nats gevaldigt tordenvejr friskede op, men antændte også bushfires rundt omkring.
 
Vi har i 3 - 4 døgn levet 'i kufferterne', dvs vi havde alt pakket og var klar til at forlade huset.
Først pga en brand, som brandvæsenet ikke kunne slukke, ca 10 km sydøst for os. 10 km lyder måske ikke af meget, men hvis vinden er stærk nok, i den forkerte retning, kan det gå meget hurtigt.

Brandstedet var en stejl kløft, i en ufremkommelig skov, så den kunne ikke direkte bekæmpes med brandkøretøjer, men med helikoptere med vand og fodfolk. Samtidig sikrede man området ved at bygge diger og rydde skoven omkring, så ilden ikke kunne brede sig. Det tog et par døgn og yderligere 3-4 dage inden ilden var helt udbrændt.
Dagen efter første brand startede så en ny, ca 15 km nordvest for os. Samme historie, vanskeligt tilgængeligt terræn, besværligt slukkearbejde osv, osv. Så det var efterhånden lige meget, hvad kant vinden blæste fra.....

Heldigvis kom det aldrig rigtig tæt på, men det var lidt nervepirrende at skulle op et par gange hver nat for at tjekke på brandvæsenets hjemmeside, om brandene stadig var under kontrol, eller der var afgang. 

Vor vært, Gen, var meget nervøs, hun forlod selv huset 1. nat for at bo hos en ven. Hun fandt også en veninde, som meget gerne ville huse os et par nætter. Leif snakkede så lidt med vores nabo, der har boet her i mange år. (Gen har 'kun' boet her 8 år.) Naboen mente ikke, der var overhængende fare, han ville selv blive og se tingene an. Og lovede, at han ville give besked, hvis han ændrede mening.
Nu er begge brande slukket, men jeg følger stadig med på hjemmesiden, for hvis nu......
Man kan også downloade en app, så man får en SMS, hvis der er brand. Gen siger, den virker fint, men jeg kan ikke downloade, selv om jeg har en australsk mobil...??? 

Gen er i øvrigt bortrejst, så vi er alene på slottet den næste måneds tid. Hun når lige at komme hjem inden vi rejser. Suuuuk, det er der jo efterhånden ikke så længe til.
Ufatteligt, at der allerede er gået så lang tid.....
Men det ser jo ud til, at det bliver rimeligt vejr at komme hjem til. Vi følger med på dansk tv, I skulle have tøvejr døgnet rundt nu? Godt for fisk og fugle!

Slut herfra, nåh nej, jeg må da lige fortælle, at jeg har fået anskaffet en vandpistol, en 'pump gun', som jeg bruger mod kakaduer og nogle andre fugle, der hedder chough'er. (Udtales tjååk'er - og de passer til navnet!!!) De kommer i store flokke og plyndrer på 10 sekunder totalt foderet til de andre fugle. Men vandpistolen kan holde dem væk. 

Vi har nu omkring 20 kongepapegøjer, 10-15 latterfugle, 5-6 currawonger og 2-3 skader. Alle mere eller mindre tamme. Samt gærdesmutter og alle 'de løse', der kommer forbi ind imellem. Jeg har også set en flok af sorte kakaduer i træerne, desværre kun en enkelt aften. 
De er kæmpestore, jeg aldrig før set dem i naturen, så det var en oplevelse! 
    

Tirsdag d. 05/03 2019

Nu er der kun lidt over en uge, til vi vender næsen mod nord igen. Så dette bliver nok sidste kapitel for denne gang.

Ufatteligt, så hurtigt tiden går. Det føles ikke, som om vi har været her mere end en måneds tid. Men når vi så tænker på alt det, vi har oplevet, så er det forståeligt alligevel. Og dog, for det er jo ikke de store ting, vi oplever, bare sådan det daglige liv....

Men vi kan mærke, at vi er 'blevet mætte' af at bo her nu. 
Her er stadig dejligt, men man mangler lidt, at det er ens eget, så man kunne foretage sig et eller andet. 😉
Jeg har ganske vist fået grønt lys til at lave, hvad jeg vil i haven, men det er begrænset, hvad jeg gider, når jeg skal rejse fra det igen. Jeg har dog fået ryddet nogle visne buske og plantet græskar, som jeg spirede fra frø i et købt græskar. Der når nok aldrig at komme frugt på dem, men hva'...🤔

Vi har 3-4 kænguruer, der nu kommer fast hver aften, enten i haven, hvor de græsser, eller på vejen nedenfor. De er ikke tamme, men heller ikke specielt bange. 
Så vi fik helt dårlig samvittighed over at spise kænguru-bøf. Men det skulle nu smages, det var ret godt. Ihvertfald dét, der ikke var sener i. 
Ellers har det mest stået på traditionel mad, det er lidt svært at eksperimentere når man skal starte 'fra bunden' med at købe alle råvarer. Leif har virkelig været 'den lykkelige', han er jo ikke til 'perkermad'. Vi fik rigtig dansk bøf med bløde løg, kartofler og hjemmesyltede rødbeder den anden dag. Der var ikke et øje tørt. 
Mine var nu kun våde, fordi det var mig, der pillede løgene!😀

Vi har haft hedebølge et par dage, op til 35'. Heldigvis ingen bushfires i nærheden denne gang, men øst for Melbourne har de været hårdt ramt, med flere udbrændte gårde. Nu er vejret slået om igen, kun 25'. I morgen skulle det blive gråvejr og 20'. Men meteorologerne hér er nogenlunde ligeså 'gode' som de danske.😀

Orv, jeg har vist ikke fortalt, at vi har haft husdyr? En mindre pony med 8 b en . 😮
D en dukkede pludselig op på bagsiden af døren til soveværelset. Og eftersom Leif sad i stuen og edderdyret ville flygte, hvis han åbnede døren, måtte jeg, der er hundeangst for edderkopper, selv fange den med det, der nu var for hånden i bade / soveværelse inden kræet stak af. 

Brrrrrrr - 🤒🤒🤒🤒🤒🤒🤒 det blev et STORT plastik
krus, omkring 10 cm.Men det var alligevel ikke stort nok, jeg kom til at beskære et par af udyrets ben. 
Både Leif og jeg er i øvrigt blevet bidt af edderkopper, men ikke slemt. 
Nå, slut for nu, om 10 dage er vi hjemme igen!🙃