04. februar 2013

Så er vi i Bangkok og er indkvarteret på hotellet, hvor vi skal være i 3 dage. Vi bor praktisk talt v. enden af startbanen, så vi kan rigtig følge med i lufttrafikken fra vores lille balkon.

7. februar tager vi toget nordpå - hvis ellers vi får  billetterne🤔

Vi blev lovet, at billetterne ville ligge på hotellet, når vi kom, men det gjorde de altså ikke. Vi satser på,  der er forsinkelse  pga weekenden, hvis ikke de dukker op i morgen, må vi 'gøre noget'😠

Flyveturen hertil var begivenhedsløs, vi fik ikke sovet meget undervejs.
Hvilket medførte, at vores middagshvil, der max. skulle være 1 time, blev til 5 timer. Så nu er jeg spændt på, om vi kan sove natten igennem og få vendt døgnet til thailandsk tidsregning.🤨

Her er varmt, over 30' om dagen, det skal vi også lige vænne os til.

06. februar 2013

Billetterne er i hus! 😀De har garanteret været her hele  tiden, men finkedullen, der var i receptionen, da vi kom, har vist aldrig lært andet end netop at være finkedulle. Ihvertfald gad hun ikke gøre sig nogen større ulejlighed med at kigge andre steder end i postbakken i receptionen.😠
I går var det en ung fyr i receptionen - der var stadig ingen  billetter. 😥
Vi bad ham så ringe til det angivne nummer for at undersøge sagen - han taler bedre thai end vi og kan bedre forklare og spørge. Hurtigt kunne vi på hans opførsel forstå, at billetterne faktisk VAR afleveret på hotellet. Hele personalet blev pludselig meget febrilske og begyndte at lede allevegne og pludselig dukkede brevet op, vist nok fra et pengeskab. 😀

I går ville vi gensmage den lokale pullimut - Hong Thong whisky.
Men ak, vi havde glemt, at der ikke sælges sprut mellem 12 og 17. Vi har tidligere fundet nogle små handlende, der ikke tager det så tungt med tidsregningen, og Leif kunne huske, at der var en mekaniker, der havde Hong Thong stående udenfor . 
Ak, vi havde også glemt, at man her køber benzin i flasker, som regel gamle sprutflasker. Behøver jeg sige, at mekanikeren grinede?🤭
I går fik vi gadekøkken-suppe til frokost, jeg syntes, den var pragtfuld og Leif, at den var afskyelig. 🤒
Omvendt med aftensmaden, som vi spiste på hotellet. En intetsigende Panang-karry, som Leif syntes var fantastisk.
Typisk os, vi har bestemt ikke samme holdning til foderet!🙃

10. februar 2013

Først  LIS , SDC og kunstforening: Bent Byttet, ikk' forstået???🤨
 Fik jeg ikke min første prio alligevel, eller hvad???? 🤨
Er jeg kommet til at skrive forkert prio i ønskelisten, for jeg vil altså hellere have de 2 små billeder end det store??🤨
Sorry for ulejligheden, Lis, men vil du forelægge sagen for Bent?? 🤭
- er du forresten ikke på vinterferie nu?
...........................................................................................

Vi er kommet godt til Nong Khai, efter at have været undervejs i nøjagtig et døgn: Check ud fra hotellet i Bangkok kl. 11, derefter 2½ time med hhv skyrail og metro. Vore små rygsække blev sikkerhedstjekket ved nedgangen til metroen, men de store rejsetasker gik ukontrolleret igennem. Så næste gang gemmer vi bomben i den store bagage!

6½ times ventetid i Hualumpong, men tiden gik nu hurtigt, der er altid noget at kigge på på en banegård. 😎Afgang kl 20, forventet ankomst kl 08. Som sædvanlig var der et firkantet hjul, der larmede under vores køjer, så det blev ikke til meget søvn. Desuden var vi plaget af utøj i køjerne, vi fandt aldrig ud af hvad, forhåbentligt bare myg? 🤨
Mange steder på strækningen er man igang med at udskifte de gamle træsveller med betonsveller, sporarbejde giver nedsat hastighed, så vi blev 2 timer forsinket og var først fremme ved Mut Mee kl 11.
Jubel og lykke, vi kunne få det værelse, som vi allerhelst ville have, på 1. sal med balkon og fuldstændig fri udsigt over Mekong-floden til Laos.😀

Der er dog en enkelt 'bitte-lille' ulempe: Staten har eksproprieret flodbredden nedenfor Mut Mee og er igang med at forvandle den til en forlængelse af den allerede eksisterende promenade langs floden. Det betyder bulldozere og gravemaskiner og lastbiler og FRYGTELIG larm. 😠Vi overvejede seriøst at flytte, men overskuddet er begrænset, når man praktisk talt ikke har sovet i 24 timer.😠 Lørdag måtte vi pga støj forlade værelset og først vende tilbage kl 17, da det var fyraften.😠 Vor vært, Julian, tilbød os et andet værelse, der ikke er så støjramt, men det har jo så heller ikke den gode beliggenhed, så vi valgte at se tiden an.🤔 Heldigvis, for søndag var her fuldstændig stille. Ingen jordarbejde, enten pga søndag eller det kinesiske nytår. Vi NØD bare hele dagen på balkonen.😀 I dag, mandag, har det også været OK, maskinerne er rykket 50 meter væk, det er nok! Og nu flytter vi ikke, før vi torsdag tager til Vientiane - hvis ellers det går som planlagt.🤔

Lørdag aften var der nattemarked (night market) i Nong Khai, Leif har omdøbt det til Night mare (mareridt), fordi det var forfærdeligt. Der var så mange mennesker, at det ikke var muligt at kæmpe sig frem gennem mylderet, vi var der i 10 minutter, så gik vi hjem til vores (på det tidspunkt fredelige) balkon.Kinesisk nytår har nok også gjort sit til de mange mennesker. 🙃

På promenaden var der adskillige friluftsscener med både live- og båndmusik, alle prøvede på at overdøve hinanden, folk sad omkring scenerne på trapper eller på fliserne og spiste mad, købt i de mange boder (bl.a. ristede fårekyllinger - brrrrr🤒).    

I aften har vi spist på den lokale 'Rul-din-egen' restaurant. Den er tilknyttet en vietnamesisk forårsrullefabrik, man får udleveret salatblade, diverse friske krydderurter (jeg genkendte kun koriander og salvie), et fad med snittet grønt (agurk, grønne bananer, grøn mango, hvidløg, chili), en stak risdejsplader og en stak kogte / stegte grisekødsboller, der bare smager fantastisk. Og så er det ellers at rulle sin egen - lidt ligesom sushi.

Jeg synes, det smager fantastisk,  behøver jeg sige , at Leif......🤒....

21. februar 2013

HVÆSE, jeg har lige skrevet en laaaaaang beretning, den forsvandt, da jeg skulle gemme, fordi der ikke var forbindelse til nettet.Hvornår lærer jeg at lave en kopi, inden jeg gemmer..............  😠😠😠

Jeg har ikke skrevet længe, fordi internetforbindelsen på det tidligere sted ikke helt holdt, hvad den lovede - den gjorde den så heller ikke her.....

Nå, forfra:

Resten af tiden i Nong Khai holdt gravemaskinerne sig væk, så vi fik alligevel den afslapningsuge på balkonen, som vi havde drømt om.  😎

15. februar tog vi en tuk-tuk til Venskabsbroen. Her blev vi først stemplet ud af Thailand og sat på en bus, der kører i pendulfart mellem de to grænseposter. På Laos-siden skulle der udfyldes indrejsepapirer og visa-ansøgning og betales 35$ pr. snude - ren formalitet, der dog tog over 1 time. En masse 'hajer' hang omkring boderne og hjalp med papirerne, med det formål at kunne kapre turisterne til en taxa til Vientiane. Der går også busser, men kun et par gange i timen, de er propfulde.....😮
Vi slog os sammen med en anden 'farang' (hvid), og slap med 30 kr pr næse. Iflg. vor rejsekammerat var det en fornuftig pris, han har boet i Laos i 8 år og må vel vide det - med mindre han bagefter deler fortjenesten med chaufføren???🤨

Vi havde booket værelse på et hotel ved flodbredden - her var der også vejarbejde!!! 🙃Der blev lagt beton på den gamle grusvej og sten på fortovene. Heldigvis foregik det meget stille og støjsvagt, maskinerne var langt fra os og fortovslægningen skete pr håndkraft. Vi var mange gange forberedt på elafbrydelse, når lastbilernes løftede lad ramte ledningerne, men mirakuløst nok skete der ikke noget. Vejarbejdet medførte også, at ingen kloakker eller andre afløb havde dæksler over, men kun var nødtørftigt dækket med lidt pinde og brædder, dog ikke bedre, end man ville skvatte i dem, hvis man trådte på dem. Ca 1 m ned, til noget ubestemmeligt grågrøntgrumset, ildelugtende stads, som bestemt ikke er Limpopofloden.🤒🤒

Mekongs egentlige flodløb er i tørketiden ikke særligt bredt her ved Vientiane, på vores side af floden er der simpelthen en sandbanke, så der er ikke meget at kigge på. 😥Derfor flyttede vi til et nabohotel med bungalows og en lille have. Ved besigtigelsen fik vi at vide, at morgenmad var inkluderet, og der var en lille restaurant. 🙂Netop restauranten var en af grundene til, at vi flyttede, for vi gad ikke længere gå de 1,5 km til byen og tilbage igen, for at få aftensmad. Til frokost og i dagslys er det OK, det har vi gjort hver dag. 🙂

Men da vi var flyttet ind, var morgenmaden pludselig ikke længere inkluderet, men kunne købes - alt for dyrt efter lokale forhold - og restauranten har ikke åbent om aftenen. 😠
Vi har klaret os med at spise sen frokost / tidlig aftensmad inden vi er gået hjem fra byen og så har vi spist lidt brød og bananer om aftenen. Men i går fandt vi lige i nabolaget en kinesisk restaurant, som vi har overset, fordi den kun har åbent om aftenen -------------

OG MERE OM DET SENERE, NU SKAL JEG I SENG, FOR VI SKAL tiDLIGT OP I MORGEN. HVORFOR???? . OGSÅ MERE OM DET SENERE... 

23. februar 2013

(- jeg fortsætter historien fra i forgårs:)

Den kinesiske restaurant skulle prøves, nu da vi havde fundet den. Personalet talte hverken engelsk, tysk eller fransk, vi talte hverken thai eller lao, me nukortet var kun på kinesisk, men havde dog billeder af de forskellige retter, bl.a. én, der bestod af et underlag af strimler af mange forskellige grøntsager, ovenpå dem noget der lignede meget brede nudler og kødsovs. Da jeg pegede på billedet, viftede med 'vingerne' og gokkede som en høne, jublede personalet og nikkede: Ja, ja, det var høne, de havde forstået!!😀😀

Da retten kom på bordet, talte tjeneren pludselig nok engelsk til at kunne sige, at de ikke havde alle de lækre grøntsager, men kun agurk. Så det bestod hele underste del af fadet af.😠 'Kødsovsen' var noget vandtyndt stads, der smagte som en blanding af maggiterninger og soya.😠 Værst af alt 'nudlerne', der viste sig at være plader af noget sejt, gelatinelignende noget, der simpelthen var SÅ ulækkert - som halvt opblødte husblas. 🤒Det smagte egentlig ikke af så meget, men konsistensen.... 🤒Jeg har den regel, at man SKAL smage på alt, hvad der bliver stillet foran en, først derefter kan man tillade sig at sige, at man ikke kan lide det. Men det var altså kun agurkerne, der blev spist op. Gudskelov havde Leif bestilt nogle raviolilignende dimser, fyldt med en blanding af hakkekød og spinat, de var gode, dem overlevede vi på - samt agurkerne. 😀Gad vist, om 'nudlerne'  har været vandmænd, det véd jeg, man spiser i Kina🤨

Apropos underlige retter, så kan man her også få stegt andenæb! Jeg aner ikke, hvordan det tilberedes eller serveres, har heller ikke tænkt mig at finde ud af det, men det står på menukortene🤒

Vientiane er slet ikke nogen uopdaget by, her vrimler med turister, mest i centrum af byen. Der er endnu ikke nogen af de store amerikanske kæder som McDonald og SevenEleven, der har fundet hertil, i betragtning af fortiden ville de nok heller ikke blive godt modtaget. Den eneste kæde vi har set, er en italiensk pizzarestaurant.  😉 

Ved alle større vejkryds er der et skur, hvor færdselspolitiet sidder og lurer på trafiksyndere. Men de er ikke selv for gode, jeg blev direkte opfordret til at gå over for rødt lys - hvorefter jeg var ved at blive båttet ned af en bil, der drejede om hjørnet....  
Landet bærer stadig præg af den franske kolonialisering, alle officielle bygninger har navneskilte på hhv lao og fransk, og her er overvægt af franske turister.  
Alle laoter har Ipods, som de bruger HELE TIDEN, selv på motorcykel med 100 i timen og kun den ene hånd på styret. 😀Her er wifi på alle hoteller - det er ikke altid lige stabilt, men der er dog tænkt på det😉.

Vor rejsebibel - Lonely Planet - skriver, at der kan være problemer med  hæveautomater   - HA - de står nærmest som pølseboder på hvert andet hjørne. For første gang er vi blevet millionærer, pengene her (KIP) er intet værd. Man kan hæve op til 1.000.000 ad gangen, det svarer til ca 700 kr.
På en rimelig restaurant koster en stor øl (7 dl) 8000 - 10000, en hundeskål med ris og lidt kødsnav samme prisleje.

26. februar 2013

(- jeg fortsætter historien fra i forforgårs:)

Vi bestilte billetter gennem et agentur, fordi det - selv med agenturets profit - blev billigere end at skulle ha' en tuktuk frem og tilbage til busstationen for at købe billetter og til busstationen den dag, vi skulle rejse.😎

Så d. 22. var vi klar kl 06:30, hvor vi havde fået at vide, at vi ville blive afhentet på hotellet. Behøver jeg fortælle, at der ikke dukkede nogen op, og vi måtte selv i huj og hast og stress i sidste øjeblik finde en tuktuk, der tog alt for meget for at køre os til bussen. Men han var den eneste, og vidste, at vi skulle derud..... 😠Derefter viste det sig, at de 'billetter', vi havde fået, ikke var rigtige billetter, men kun reservationsbeviser. De rigtige billetter skulle den autoriserede chauffør fra agenturet ha' sørget for. Han dukkede op på busstationen i sidste øjeblik og påstod først, at han havde været på vores hotel kl 06:30, men ikke kunne finde os😠. Da jeg sagde, at vi faktisk havde siddet foran hotellet og ventet, blev tiden pludselig ændret til kl 7, fordi han også skulle hente nogen fra andre hoteller. Løgn og dårlig latin, vi kaprede vores egen tuktuk fra hotellet kl 7:20😠.....Nå, vi kom med bussen, men det med agenturet endte med at blive meget dyrere, mere besværligt og meget stressende. Vi bruger aldrig agenturer igen😠.....

Der er ca 350 km fra Vientiane til Luang Prabang, det meste af turen ad små, snoede bjergveje, hvor 2 biler lige akkurat kan komme forbi hinanden🤒. Hvordan 2 busser eller lastbiler kan passere hinanden er ufatteligt. Det tager 10 - 11 timer at køre de 350 km, så kan man selv regne gennemsnitshastigheden ud. Vejen gik gennem de vildeste, men også smukkeste bjerge, jeg indtil nu har set. og selv på de mest umulige steder lå der pludselig en landsby. Træskure, måske enkelte huse af beton. Byens vandforsyning: et rør banket ind i klippen, hvor der er en kilde, vandet opsamles i en tønde, som beboerne kan hente fra. Det er også byens badeanstalt, hvor mænd, kvinder, børn blandt hinanden får det daglige bad - dækket af saronger, der holdes oppe med den ene hånd, mens man vasker og skyller sig med den anden. Der er ført ledninger langs vejen, så alle byerne har el - og bunker af paraboler, så fjernsyn må der også være!🤔

Vi kom til Luang Prabang, en fantastisk lille by, der kun har en fejl: De mange turister! 😎Men en helt anden og mere afslappet stemning end i Vientiane. LP er en gammel kongeby, kong 'hvad-var-det-nu-han-hed' boede i byen indtil han i 1976? blev afsat af kommunisterne og sendt i fangelejr, hvor han døde. Vi forventede den yderste pragt og asiatisk luksus, da vi betalte 20 kr hver for at se slottet. Men det er bare SÅ kedeligt. 😥Og så må man ikke engang fotografere derinde - nok fordi der er så kedeligt.😀
Vi har også - som traditionen her foreskriver - gået de 328 trin op til Wat et-eller-andet for at tage  billeder af solnedgangen over Mekong. Det var ikke til at se solen for de 1000 andre turister😉

LP ligger på en halvø mellem Mekong og Nam Kha, der er en livlig bådtrafik specielt på Mekong. Lokale fiskere, udflugtsskibe med turister, små personfærger tværs over floden, ruteskibene til de andre byer ved Mekong. Man kan bruge en hel eftermiddag på en af de mange restauranter på flodbredden, bare med at kigge på flodtrafikken🤩. Og vi har gået lange ture og lejet cykler og set stort set alt, hvad der skal ses her, vi begynder at kede os lidt.🤔

Så i morgen kl 8 går turen videre nordpå ad Mekong, vi har købt billet til en flodbåd, der i første omgang skal bringe os til Pak Beng, hvor vi nok bliver et par dage.🙂

- OG SÅ HAR JEG ENDELIG FÅET INDHENTET DET FORSØMTE, SÅ DAGBOGEN ER UP-TO-DATE

03. marts 2013

Turen ad Mekong var fantastisk! 😀Vores rejsebibel advarede mod overfyldte både uden stole, hvor man skulle sidde på det hårde gulv  og 'hul-i-bunden-af-båden-toilet' -  HA- vi kom med den fineste båd, hvor man havde installeret gode sæder fra busser og der var 2 fine sidde-toiletter.🤩 Samt en lille biks, hvor man kunne købe diverse mad og drikke til horribel overpris. Vi havde provianteret på forhånd, men måtte alligevel ud i købet af en beerlao. (Øl, ca 7 dl, normalpris 7 - 10 kr) Den kostede her 18 kr!!🤨
Der var ikke særlig mange passagerer, den sædvanlige turistrute går fra nord mod syd, vi tog modsat og havde fin plads. 😉Men de sydgående både, som vi mødte på floden, var overfyldte.

Mekong er slet ikke, som jeg havde forestillet mig, en bred, rolig Donaulignende flod. Det er en lumsk sag, med stærk strøm og bunker af klipper i flodløbet. Selv om det er tørketid, med lav vandstand, er der stadig usynlige skær. 🤔
 Et flodløb på ca 400 km kan man ikke lære at kende udenad, så man skal være en virkelig dygtig skipper, der ved at læse vandets bevægelser kan se, hvor der kan sejles. Mange gange kom vi så tæt på klipperne, at man var overbevist om, at nu gik det galt, men det gjorde det jo ikke. 🙂Kun en enkelt gang kunne vi mærke uro hos besætningen: Vi nærmede os en meget smal passage mellem to klipper, med rivende strøm på tværs. Motoren blev slået fra, og vi drev ind mod klipperne. Ingen fattede noget, før der på den anden side af passagen viste sig et stort fragtskib, som 'vi' åbenbart skulle holde tilbage for. Det gik sådan set meget godt, lidt skubben med lange bambusstænger for at holde vores båd fri af klipperne. Men da fragtskibet var forbi, blev vi stadig liggende, besætningen virkede meget urolige og løb frem og tilbage og skubbede med bambusstængerne. 😮 Fordi endnu et fragtskib skulle igennem før os, og det at skulle vente var altså tæt på at drive os ind i klipperne. 😮Da vi endelig kunne fortsætte, forstod man, hvor stærk strømmen var, vi måtte nærmest sejle sidelæns for at opveje afdriften. 😮Men en dygtig skipper, det var det!!!😎

Det tager ca. 20 timer at sejle hele vejen fra Luang Prabang til Hoksay, men da det er umuligt at sejle på floden om natten, er der et stop midtvejs i Pak Beng. For ikke at få 2 stillesiddende båd-dage i træk, valgte vi at blive en ekstra dag i d en bittelille by. Pak Beng overlever i kraft af de turister, som overnatter der, de fleste (rygsækturister) kun en enkelt nat. 😎 Byen ligger så fantastisk smukt, at man kun kan drømme om det, der går garanteret ikke mange år, før det er et sted, hvor turister betaler bunker af penge for at bo på dyre resorter, undervejs på luksuskrydstogt på Mekong!!!

Eneste problem i Pak Beng er landgangen: Fra anløbsstedet, som er en flydende kaj af noget, der ligner luftfyldte parasolfødder, er der 20 m næsten lodret opstigning ad nogle meget smalle og høje trappetrin. Derefter 100 m ad en meget stejl vej, til man er i udkanten af byen. Det var ved at tage livet af os begge, vi undskylder os med, at det var pga den tynde luft, i 1500 meters højde....

Først bagefter fandt vi ud af, at vi kunne have betalt en knægt 10.000 kip (7 kr - vild overpris for faranger) for at slæbe bagagen.😀

Der er forresten en hurtigere måde at sejle ad floden: Speedbåde, der 'gør' hele turen på de 400 km på ca 8 timer. Det er forrygende farligt, det er praktisk talt ikke andet end 6 sæder på en pind med en 150 hk motor i enden, de sejler hurtigt og der er både klipper og flydende træstammer i floden. Hvert år er der adskillige dødsfald pga ulykker med disse både. Vi mødte / blev overhalet af flere - uha-uha........

1. marts sejlede vi fra Pak Beng og ankom hen under aften til Hoksay. Vi indlogerede os i første omgang for 1 nat på KapTjai Guesthouse, men måtte forlænge opholdet 2 nætter, da der igen var maveproblemer. 🤒Nu er vi friske igen, så i morgen, 4. marts, krydser vi grænsen til Thailand og prøver at finde til Chang Rai. 

Og så har der været prikkerunde på SDC - det bliver 'spændende' at komme hjem.........🤔 - men rart at være forberedt, tak Jens....

07. marts 2013

Jeg glemte jo helt at fortælle om flodturen, at det ikke er en turistbåd, men en almindelig fragt/rutebåd, som også de lokale benytter. De stod af og på de særeste steder inde midt i junglen, mange gange var der ikke et eneste hus at se, bare en lille sti op ad flodbredden. Vi havde munke med, der stod af ved et stort kloster, og nogle boede tilsyneladende på en opbragt flodpram. Varer havde vi også med, de blev bare sat i sandet på et for os at se fuldstændig tilfældigt sted. Hvordan skipper og styrmand vidste, at det var lige netop her, varerne skulle stilles, fatter jeg ikke.
Mange af passagererne var såkaldte stammefolk, der har en lidt anden holdning til tingene end vi - og nok også den almindelig laot - har. Der var f.eks. en mor med et barn, som skulle ammes. Moderen lagde sig på ryggen på bænken med  barnet på maven og  hovedet på låret af sidemanden, der jo så nok var hendes mand? - næh, det viste sig at være en fuldstændig ubekendt, der stod af midt i junglen. Tænk et ramaskrig, hvis det var sket i en dansk bus! Et andet barn fik lov at tisse i bunden af båden, selv om der var et udmærket toilet, bukserne blev simpelthen trukket af og værs'go'! Hvorefter vandflasker og ungens legetøj lå og rullede rundt i pølen. 

Jeg glemte også at fortælle, at Hoksay - den nordlige by - har en turistattraktion, som jeg ikke har hørt / set tilsvarende: The Gibbon Experience. En lejr, hvor man bor i hytter i trætoppene, der er et spisested  og udsigtsplatforme, også i trætoppene, al trafik mellem hytterne foregår via tove med glidestole - eller hvad det nu hedder, de der små dimser, som man spænder om numsen og så firer man sig frem. Hovedformålet er selvfølgelig at se gibbon-aberne, selvom det er sjældent, man oplever det. Hvis jeg havde været 20 år yngre...nåh,ja,ja,da, så 30....

Og så er der jo også lige det med edderdyrene!!!
Man bliver på forhånd advaret om: Gør ikke dette, hvis du er bange for edderkopper eller slanger, det vrimler med dem i trætoppene! 

Det gik nemt og smertefrit at komme tilbage til Thailand. 5 minutter til kontrol og udstempling på Laossiden, derefter et par minutter i en lille båd over floden. På den thailandske side skulle der udfyldes indrejsepapirer, passene blev ivrigt stemplet og efter 10 minutter kunne vi tage en tuktuk til busstationen, hvor der hver ½ time afgår en lille, skramlende bus til Chang Rai. En rigtig lokalbus, hvor døren var bundet fast med elastikstropper og vinduerne ikke kunne lukkes. Masser af mennesker, bagage, sække og pakker i alle afskygninger. Bussen fungerer også som pakkepost, der afleveres pakker flere steder på ruten, eller folk stopper bussen for at få pakker med. Vi sad på bagerste sæde, affjedringen i bussen havde bestemt set bedre dage, så vi var noget ømme, da vi efter 3 timer var i Chang Rai.
Laos har bestemt været spændende og jeg ville ikke ha' undværet en eneste dag dér. Men alligevel var d et som at komme hjem igen, at komme til en thailandsk by.
Her har vi gået lange ture, kigget på byen og dens seværdigheder, bl.a. et fantastisk klokketårn, der er noget af det flotteste. Helt forgyldt, med indlagte spejle som på templerne. Hver hele time spilles en lille melodi, og klokkeslagene lyder. Hver aften kl. 19, 20 og 21 er der ekstraforestilling. Al gadebelysning dæmpes, og tårnet bliver midtpunkt i et lysshow, der får det til at skifte i alle regnbuens farver. Mens en pompøs melodi spilles, dukker noget, der ligner en blomsterknop og fra bunden af tårnet, 'knoppen' åbner sig og viser en kæmpestor, strålende perle. K noppen lukker sig og synker igen ned i tårnet, den pompøse musik skifter til en stemningsfyldt melodi, sunget med klokkeklar kvindestemme. 

Kitsch eller kunst, tjah, klokketårnet formår ihvertfald aften efter aften at tiltrække utallige tilskuere. Videooptagelse kan ses her,
 
http://www.youtube.com/watch?v=vafaDTjssCs

ikke så god som virkeligheden, hvor farveskiftet  er mere glidende. Pga trafikstøjen er det også svært at høre musikken på videoen, tårnet ligger i en travl rundkørsel, og man stopper ikke trafikken.......
Youtube har i øvrigt mange optagelser af tårnet......... 

Vi har boet på et fantastisk hotel, egen balkon med udsigt til tårnet ca 50 meter væk. Lidt støjramt af trafik om dagen, men ingen problem om aftenen. Vi fandt et lille spisested, hvor de havde Hongkong-and til 20 kr, det var MUMS ovenpå Laos-maden.
Den sidste aften fik  Leif grundlagt en ny mave-kvababbelse, det medførte lidt 'problemer' med vores i øvrigt fantastiske hotel, men det må han selv fortælle om, når vi er hjemme.......§;o)

I morges tog vi bussen til Mae Sai, hvor der er en grænseovergang til Burma. Vi havde planlagt at tage længere nordpå i Burma, men desværre har vi ikke undersøgt tingene godt nok: Hvis man bruger denne grænseovergang, må man uden guide kun bevæge sig 15 km væk.
En guide koster 200 kr om dagen, ud over kost og logi, som man også skal sørge for. Men det værste er, at man skal trækkes med ham / hende døgnet rundt.
Skal man bevæge sig over større afstande uden guide, skal man ind i landet via en lufthavn, dvs Mandalay eller Rangoon.

Hvad vi gør, er vi ikke helt enige om. Jeg er mest til sinds at droppe Burma, med en radius på 15 km fra en Thai-inspireret grænseby får man alligevel ikke set det 'rigtige' Burma. Og i huj og hast at tage til Bangkok for at forsøge at få en flybillet er noget usikkert. Desuden skal vi have visa på forhånd, hvis man kommer med fly, og hvor lang tid tager det at få det..... 

Så hellere bruge længere tid i Thailand eller måske tage længere nordpå i Laos - vi får se..........

I øvrigt er byen her forfærdelig, den er simpelthen ikke andet end et stort gedemarked, nok fordi burmeserne kommer over grænsen og køber ind af de ting, de ikke selv har....