Søndag d. 5. december 2010
Sne og kulde - UFFF 😠
Vi er helt klar, billetter og billeje er på plads og der er bestilt overnatninger til den første tid. Som altid føles det, som om ferien er lidt begyndt, når jeg starter et nyt afsnit på hjemmesiden her!🙂
Mandag d. 20/12 2010
Vi skulle - bemærk: SKULLE - ha' fløjet fra Kastrup kl 18:55, men varslen om sne og aflyste fly fik mig til at tjekke afgangen. Og den er sørme cancelled!!!!!
Panik, panik, hvad gør man så - mere senere - har ikke tid.........
Onsdag d. 22.12.2010
.......fortsættelse på mandagens terrorberetning:
Fly til Frankfurt aflyst!
Men havde jeg fået besked fra flyselskabet om dét - næh nej!
Ved opslag på nettet på Lufthansa finder jeg ud af, at der går et fly ca 1 time tidligere, der er stadig ledige pladser. Ringer til SAS, "De er nu nummer 28 i køen"!
Kommer i tanke om, at det måske går hurtigere, hvis jeg vælger eurobonus køen, ringer i stedet op dér, sætter samtidig Leif til at ringe til Lufthansa, hvem kommer først igennem? Jeg venter ca ½ time, får fat i en sød dame, der flytter booking, nu skal vi i stedet flyve kl 17:40, det er ca 1 time tidligere end planlagt, men der er stadig masser af tid. (Klokken er nu ca. 10, på afrejsedagen!). Nusser rundt med at pakke det sidste, tjekke huskelister osv, osv.
Helge ringer og ønsker god tur, midt i samtalen ringer min mobil, det er damen fra SAS der meddeler, at eftersom vi skal flyve med Lufthansa, så kan hun ikke ændre vores Eticket!!!!! Panik, panik - igen. Damen siger godt nok, at hun HAR booket pladserne i flyet, men kan man nu stole på det, når hun ikke kan ændre rejseplanen????????????? Ringe til Lufthansa, vente næsten 1 time på at komme igennem, vi ER booket på det tidligere fly, men manden bedyrer, at det er meget, meget usikkert, om der i det hele taget er afgang fra Frankfurt om aftenen, meeeeeeeeen: han kan i stedet booke os til den sammen tur d. 22.!!!!!!!!! Kort konference, vi tager chancen, hvis der ikke er afgang fra Frankfurt, så må flyselskabet sørge for os. Vi er indstillet på at tage afsted i dag, ikke først om 2 dage. Og så er det ellers hurtigst muligt til lufthavnen, nu vil vi gerne have de xxx boardingpas i hånden, så vi kan se, vi faktisk ER booket i systemet!!!!!!!!! Panik med at huske om vi nu har husket de sidste ting, der er pludselig megen tid, der er gået med at hænge i tlf. til flyselskaberne....
Heldigvis har vi en flink genbo (tak, Erik!), der lover at lukke og slukke efter os!
Ingen problemer i lufthavnen, bortset fra, at vi får at vide, at bagagen ikke kan checkes ind til hele turen. Vi skal selv hente den på bagegebåndet i Jo.burg, bære den ud af tolden og chekke den ind igen.
Bortset fra diverse forsinkelser kommer vi fint til Joh.burg, den sidste del af turen med den nye A380'er, det er vist den værste tur, vi nogensinde har prøvet. Jeg mente ellers at have hørt, at Lufthansa havde indrettet den med bedre plads på monkey-klassen, men det her var mere monkey end nogensinde!!!!!!!
I Joh.burg spørger vi 'de lokale' om den dér ud- og indcheckning af bagagen, det var iflg. dem ikke nødvendigt, der stod Windhoek på vores bagagemærker, og så gik bagagen direkte igennem. FINT, for på det tidspunkt var der kun 1 time, til flyet gik, og vi ville ikke ha' kunnet nå at stå i kø til udgående paskontrol, toldkontrol, indgående paskontrol, sikkerhedskontrol, indcheckning, inden flyet forlængst var afgået.
Men til gengæld fik vi altså heller ikke bagagen med til Windhoek!!!!
Skrive papirer i lufthavnen, "....i får bagagen i aften, den kommer med det senere fly!"
Biludlejningsfirmaet ventede i lufthavnen og kørte os de ca 40 km til byen, hvor vi overtog vore 'Condor', der bragte os ud til Pete's Place - er rigtig dejligt sted med utroligt imødekommende og hjælpsomme ejere. Da vi var indkvarteret, skulle vi købe ind, det endte i skandale: Da jeg skulle låse Condoren op, startede tyverialarmen! Ligegyldigt HVAD jeg gjorde gik tyverialarmen i gang igen!
Løse dørene op - tyverialarm 30 sekunder. Smække døren - tyverialarm 30 sekunder, starte bilen - tyverialarm. Samtidig var det kun døren i førersiden, det var muligt at løse op! Det er sikkert banaliteter for jer med nye biler, men mig, der har en gammel bil uden centrallås??!! Vi måtte ha' fat i udlejningsselskabet, der kom og reddede os: "Brug aldrig nøglen! Lås med ét klik på centrallås-styringen, lås førerdøren op med ét klik, lås samtlige døre op med to klik rimeligt hurtigt efter hinanden." Jamen-hvem kunne-da-også-vide-dét, det-kunne-de-da-ha' sagt.
Så til tanken for at fylde op: TAK-SKA'-DU-ELLERS-HA'!!!!!!!!! Dette ørkenkøretøj har dobbelttank, så ved tom(me) tank(e) tager den 100 liter = 740 N$ = 590kr!!!!!!
Tankpasseren havde heller aldrig set noget lignende, han mente, der måtte være hul i tanken og bøjede sig for at kigge efter bortløbet benzin under vognen!!!!!! Ingen bagage om aftenen, den er dog blevet bragt nu, onsdag formiddag, så nu er alt godt igen. Specielt når vi hører om de danske temperature på 20-. Her er der ca 30+!!!!!!!!!!!
..................
Leif:Vi er i et af verdens varmeste lande. Jeg tør ikke gå til poolen lige udenfor uden australiens-børen på hovedet, for mit halvskaldede hoved bliver til blærer på minutter. Om Monkey hos Lufthansa: Der er tre etager. Stuen under tryk til bagage, en lagerhal, hvor en høj off-roader ikke når loftet. 1. sal, hvor de har sat stolene så tæt, at et charterfly er luksus. Vi var 500. Jeg prøver at samle mine knogler. Undgå verdens største fly på den måde. 2. sal med to lejligheder forrest og ca. 200 med god plads. Der er trapper mellem alle tre etager, men de afspærres.
Vi har her på jorden stort køkken, dagligstue med al elektronik og fri internet, gang med hylder, stort badeværelse med kar og vaskemaskine, soveværelse, ekstra soveværelse, udgang til pool fra stue og ekstra soveværelse, blomstrende have.
Vort værtspar har: Fem motorcykler, en BMW 735 importeret fra Singapore, en Mercedes, nej to (en til den unge søn)en toyota Hard Body Off Roader, diverse påhængskøretøjer, sort tjenestepige og tre snakkende papegøjer. Roger and over, nu vil jeg nyde det sidste stykke liv i de mange shorts og nogle brugte skjorter, jeg takker Erik for: De er bedre end snævre T-shirts i denne hede. Her ved middag har vi 60 grader mere end hjemme. Tænk at kalde det et hjem. Glædelig jul til jer, der ikke er flygtet. Freundliche Weinachten, Merry Christmans, Felice Navidad, Bon Natale. Her taler vi alle sprog, bare ikke afrikaans, som vi ellers kunne bruge. Jeres Leifh.
24.12.2010 - juleaften
Vi forstår, at Danmark nærmest er dækket af sne - endelig hvid jul, som de fleste sukker efter, hehe!
VI skriver ikke så meget i aften - champagne på poolkanten - se fotosiden - men vi tager billeder og rapporterer i morgen..
Søndag d. 26.12.2010
Det største chok fik vi her til morgen, idet Snehvide (den lille Eee PC, som vi skriver på) tilsyneladende var afgået ved døden. 😮
Heldigvis viste det sig, at det bare var strømforsyningen, der ikke var tilsluttet korrekt, så det interne batteri var totalt fladt. Derfor kunne den ikke starte. 😀
Vi ser på DMI, at det danske vejr skulle lette hen mod weekenden. Det har da vist også været en ekstrem hård uge.
Mandag d. 27.12.2010
Leif: Forretninger skrev, at de kun lukkede juledag. Men de glemte at fortælle, at deres bottle-afsnit lukkede i tre dage. Tredie juledag slap vore beholdninger op. En kristen jul her med vand til maden som finale. Julen ER en hård tid.
Oprettet fredag d. 7. januar 2011
(Vi har boet i Bergheim, hvor der ikke var internetadgang, derfor først nyt nu.
Dette indlæg, dækkende 3. - 7. januar er sendt fra Walvis Bay)
3. januar 2011
(Anna skriver)
Vi har haft uheld, uheld, held og held:
1.uheld:
Bergheim, som så så lovende ud på nettet, og som jeg glædede mig sådan til - lange vandringer i bushen, naturoplevelser, fugle, antiloper - viste sig at være et flop. Den 'havehytte' som jeg havde booket - efter beskrivelsen og billeder at dømme en pæn lille hytte beliggende i et hjørne af haven, med egen udgang til haven og eget terrasse - viste sig at være en ussel rønne, beliggende på bagsiden af farmen, med udgang til en støvet/stenet gårdsplads og en lille, skæv bænk foran hytten, hvorfra vi unne beundre udsigten til tørresnoren! Bevares, vi kunne da benytte haven, men det var via diverse låger og snørklede gange. Og det 'private' braii areal var på terassen foran hovedhuset. Selve boligen var retfærdigvis ikke et bølgeblikskur, men en muret hytte på ca 4 x 4 meter. 2 senge, 1 stol, et bord, køleskab og mikroovn. Det dér med 'fuldt udstyret køkken' var der ikke noget af. I skabene et par skåle og krus, lidt bestik, ellers intet. Men det allermest barokke: Det ene hjørne af hytten var índhegnet af et skærmbræt, ikke engang sådan en gulv-til-loft sag, men bare et skærmbræt i 1,5 meters højde. Her var så toilet og brusebad!!!! Dvs den ene sidder på potten og prutter for fuld udblæsning i hjørnet, mens den anden - tjah.....
Vor 'værtinde' Så straks vore misfornøjede miner da vi blev præsenteret for rummet og blødte op på det ved at sige, at vi selvfølgelig kunne benytte hendes køkken - og det gjorde vi!!! Jeg havde bestilt 7 nætter hjemmefra, de blev lynhurtigt reduceret til 4, alt for meget, men jeg håbede stadig at kunne se lidt vilde dyr - HA!!! Rumperne af en flok oryx'er på en fjern bjergside og en stor edderkop var resultatet. Farmens egne dyr - hunde, katte, heste, fjerkræ var det eneste oplivende moment. Og så en svømmepøl i bushen, hvor man kunne ligge og betragte fuglelivet.
2. uheld: Den første aften på Bergheim, gled Leif på en våd, flisebelagt trappe, faldt, og slog sig meget slemt. Heldigvis 'kun' ryggen, ikke hovedet!! Vi overvejede selvfølgelig skadestue, læge osv., osv., men fandt efterhånden ud af, at der nok var/er tale om et trykket/brækket ribben. Det er utroligt smertefuldt,men der er intet at gøre ved det, når lungen ikke er punkteret, dvs når man rimeligt smertefrit kan trække vejret. At det dér 'rimeligtsmertefrit' i øvrigt er yderst smertefuldt er så noget helt andet!!!
1. held: I betragtning af omstændighederne var det utroligt heldigt, at vi havde booket Bergheim op til 7 dage. I nærheden af hovedstaden og gode hospitaler, med en værtinde, som kunne tale og forstå engelsk. Så HVIS der opstod problemer, var vi sikre på, at hun nok skulle ordne læge/hospital/ALT for os. Vi blev på Bergheim 2 nætter mere, ialt 6 nætter, så mente Leif sig klar til at drage ud.
I parantes (det skal lige bemærkes, at vi gav en fuldstændig horribel pris på 580 N$
for dette hummer i baggården. (1 N$ = 0,80 DKR) Det kølede vor begejstring for Namibia noget, for hvis det var prislejet.....??? Samtidig påstod 'vor mor'(ganske naturligt, hun skulle jo forsvare sig og sit) at det var altså prislejet. UHA!!! Til sammenligning havde vi givet 600 N$ for den væsentligt bedre indrettede, men dårligere beliggende lejlighed i Windhoek.
2. held: Da Leif efterhånden mente sig i stand til at udholde en længere køretur, brød vi i morges (3. januar) op fra Bergheim og kørte nordpå. Jeg har vist ikke fået fortalt, at regntiden faktisk begyndte, med de første tordenbyger, da vi arriverede på Tropisk uvejr med torden og lynild nytårsaften. Vi observerede, at landskabet i Auas-bjergene blev grønnere, men vi oplevede slet ikke den blomstring af bushen, som jo også var formålet med denne rejse. Men pludselig, da vi kom nord for Windhoek - blomster, blomster og blomster i den bush, vi ellers har oplevet som gråbrun og tør!
Vi kørte kun 80 km nord for Windhoek til Oma-et-eller-andet, her fandt vi en campingplads, hvor vi kunne leje en hytte med stue/soveværelse, separat bad/toilet (!!!!!!), egen terrasse med braii, ovn og køleskab. Altså væsentligt bedre end Bergheim, til 360 N$ i døgnet. Så nu er vi glade igen. Lige bortset fra Leifs ryg, som stadig gør knuder!!!!!
6. januar 2011
(Anna skriver)
Efter 2 rimeligt gode dage på campingpladsen, hvor vi kørte ture i omegnen og så diverse negerlandsbyer (uha . det er da vist et diskriminerende udtryk?) drog vi mod Walvis Bay (udtales Wahl-fis, om det har noget at gøre med hvaler vides ikke).
Landskabet ændrede sig efterhånden fra savanne med buske og træer til ren bush, med små, usle vækster, her havde det ikke regnet. De sidste 80 km mod Walvis Bay var ren ørken, med sand, sand og sand så langt øjet rakte. Her er masser af gamle, forladte miner samt en enkelt aktiv, hvor man bryder uranium.
Selv om vi nok havde regnet med, at Swakopmund var turistet - alle namibiere med respekt for sig selv tager på ferie dér - havde vi alligevel ikke regnet med, at det var SÅ slemt. Som Gilleleje om sommeren....når det er værst..Så med bange anelser kørte vi de sidste 30 km fra Swakopmund mod Walvis Bay, bogstaveligt talt med sandørken på den ene side af vejen og Atlanterhavet lige på den anden side. Meget speciel oplevelse!
Og så skulle vi finde Flamingo Bay Cottages! Jeg havde hjemmefra indset, at det jo nok var sådan en ghetto, med en masse ferieboliger samlet indenfor en høj mur. Oplevelsen af Swakopmund havde ikke svækket den opfattelse!!
Og hvad fandt vi? En absolut pragtfuld lille hytte, der er indrettet fuldstændig som jeg ville gøre det, hvis den var min. Lille køkken 'med alt', bad, stue med pejs - der kan faktisk være småkøligt ved havet pga Benguela strømmen - og et soveværelse med forhøjet seng, så man kan kigge direkte ud på DEN FANTASTISKE LAGUNE. Hytten ligger i absolut første række til lagunen, kun en særdeles velholdt have, et lavt træhegn og en smal offentlig sti adskiller os fra den lagune, hvor hundreder af flamingoer vader rundt. De kom i går aftes ved lavvande,i store flokke. I morges var de der stadig, men nu - kl 13 - er det ved at blive højvande igen, så de drager så småt af for igen at dukke op ved lavvande. Men vi har jo ikke boet her et døgn endnu, så vi kender ikke rigtig rutinerne. Pelikaner er her også, dog ikke så mange. Det ser ud, som om de holder til lidt længere nede af stranden, ihvertfald har vi dem ikke lige foran døren, som vi har flamingoerne. Fik jeg skrevet, at det er en absolut pragtfuld, fanastisk hytte, hvor virkeligheden er 100 gange bedre end beskrivelsen? Og så til 600 pr nat - der er overhovedet ingen sammenhæng i priserne her!!!!!!!!!
Leif: Tjae, bekræfter ovenstående. Landet er som ventet vildt og min ryg blevet gammel.
Jeg har prøvet at lægge et par billeder ind, men det tager længere end en krig, så I må nøjes med dem, jeg kan¨nå at lægge ind på de købte 45 minutter. Og det er ikke mange - nok kun et par stykker. 😠
Oprettet onsdag d. 12 januar 2011
10. januar 2011
(Anna skriver)
Ja, man er et skarn!
Selv de bedste ting bliver lynhurtigt en vane, når man nu åbner døren om morgenen er det en selvfølge at have udsigt til den blå lagune med flamingoer, der vandrer rundt.
Søndag gjorde vi det, som alle andre namibere gør søndag - ikke en pind, sad bare og betragtede lagunen og fuglelivet. Det er rart, at man i Namibia ikke nødvendigvis er indespærret bag pigtråd og høje mure, det er væsentligt sikrere end i Sydafrika. Bevares, man skal stadig være fornuftig, hvis man lader sit kamera ligge til skue på forsædet i bilen, kan man være sikker på en smadret rude, men er det efterhånden ikke sådan overalt? Den første tid var vi nok overforsigtige, men nu efterlader vi uden bekymring bilen på offentlige parkeringspladser - dog ikke om natten. Som i ZA er her bunker af 'tæger', dvs sorte, der prøver at narre penge fra turisterne. Med en bil, der bærer reklamepåskriften 'Diamond car hire' er vi et oplagt mål for parkeringsvagter m.m., så er det rart at kunne tale dansk til hinanden og overhovedet ikke kunne forstå engelsk. Eller for den sags skyld africaans!
I dag . mandag - kørte vi til Dune 7, en kæmpestor klit lidt udenfor Walvis Bay, vel omkring 50 meter høj. Et par turister sandsurfede ned ad den, men, tjah, så var der heller ikke så meget andet.......
Leif: Jo, ørken. Her i Walvis (hvalfiske)bugten er der ikke mange turister. Namibia er ikke et turistland, som jeg endnu har opdaget det. Nu laver Anna dagens ret her: BOERPØLSE. Man har vel hvide manerer. Vi får nok også boerpølse i morgen. Brugte dagen til at efterprøve feltudstyret, vi har lejet med firehjulstrækkeren. Anna er blevet solskoldet for første gang i de 26 år, jeg har kendt hende.
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
12. januar
Anna:
Intet nyt! I morgen forlader vi Walvia Bay og vores rare hytte for endelig at køre nordpå mod Etosha og alle de vilde dyr, som jeg håber at se. Men det tager nok nogle dage at nå derop, dels er afstandene store her, dels gider vi ikke stresse med at køre. Så vi gør nok holdt et par gange inden parken. Vi har fundet ud af, at overnatningspriserne i og omkring Etosha er høje, ihvertfald iflg. de bøger, som vi har. 'Lonely planet', der jo ellers er de budgetrejsendes bibel, har nok en gang vist sig ikke et leve op til dens ry. Iflg. den er priserne meget rimelige, men de har klokket i det og ikke været opmærksomme på, at de priser, de angiver, er for 1 person!!!!!! Så medmindre vi kan finde billigere steder, biver det overnatning i det telt, som vi lejede med bilen. Nå, det skal jo også prøves......
Men altså, da vi er på farten igen fra i morgen, véd jeg ikke, hvornår dagbogen bliver opdateret igen.........
Har lige tjekket på DMI at Danmark har tøvejr. Godt for jer! Måske er det forår, når vi kommer hjem.😀
Oprettet mandag d. 24. januar 2011.
Tak for alle indlæggene i gæstebogen, det er rart at kunne følge lidt med i, hvad der sker derhjemme. Det med efterlønnen lyder bekymrende, mon det rammer mig, som er så gammel? Og tillykke med den nye, kommende beboer i Sigerslev- er det nu øster eller -vester, jeg kan aldrig huske det. Han / hun ser vel nok sød ud, vi glæder os til at hilse på ham. Hvad hedder han? Og dejligt, at frosten har sluppet lidt af taget. Vi har været bekymrede for fisk og fugle, selv om vi véd, at Erik tager sig godt af det hele.
Nu til den opsummerede dagbog, sendt fra en internet café i Tsumeb, hvor vi har boet billigt på et fint værelse med udendørs toilet og bad.
15. januar 2011
(Anna skriver)
Farvel til dejlige Walvis Bay!
Vi havde tænkt os at køre tilbage til Karibib og derfra nordpå til Otjiwarongo, men opdagede, at vi havde glemt Leifs mobil på campingpladsen i Okahandja, så vi måtte tilbage og have en overnatning der.
Derefter kørte vi nordpå til Otjiwarongo, hvor vi er nu. Der er ca 170 km fra Okahandja til Otjiwarongo, på hele turen så vi ikke et eneste hus, kun grøn og frodig savanne. Og en kvægsamlingsstation midtvejs. Det er farmland, men farmene ligger så fjernt fra vejen, at man ikke ser dem, kun de ind imellem noget pompøse indkørsler til farmene. På turen så vi sortryggede sjakaler og masser af vortesvin, men ingen anti-lopper(!!!), som de ellers skilter med.
Vi bor på en 'sort'campingplads, hvor vi har lejet et chalet, ikke luksuriøst, men her er dét, der skal være. Vi er naboer til en krokodillefarm, så fra den side kommer der ingen ubudne gæster - ihvertfald ikke af menneskelig art!
Vi har været på besøg på farmen, der har 42 voksne krokodiller, heraf 4 hanner. Hver af de 38 hunner lægger hvert år ca. 40 æg, der under stort ståhej bliver fjernet fra krokodillemor, der passer godt på sine æg. Æggene bliver udruget i en maskine, ca. 30 fra hvert kuld overlever til de er 2 - 3 år, hvor de bliver aflivet og skindet solgt, navnlig til Asien. Kødet sælges til restauranter verden over.
Der var også en afdeling med slanger, men den vil Leif vist skrive om??
(Leif skriver)
Jeg piskes til at skrive om slanger, OK:
De giftigste her er jo grøn mamba og sort mamba. Historier er overdrevne: Det tager ca. fem timer for en fuldvoksen person at dø af deres gift. De er hverken grønne eller sorte, men jordfarvede. Det grønne eller sorte er den farve, de har i munden, når de spærrer gabet op. Så er det for sent. Så er der puff-adderen, en vissengrøn sag og den eneste opsøgende slange, der altså direkte forfølger bytte. Den er skyld i 75 pct. af slangebid her. Dens gift er vævsopløsende, så det tager lidt længre tid end mambaens nervegift at gå i langsom opløsning på den måde. Noget virker bekendt for mig.
I morgen, 16. januar, drager vi videre til Outjo, som er sidste by inden Etosha. Her skal der købes stort ind af alt muligt, for priserne i Etosha siges at være horrible.
Dåsemad - UFFFFF - men det er det eneste, der kan holde sig!!!!!!
18. januar.
(Anna skriver)
I Outjo boede vi én nat på et rigtig lækkert sted, 'Dan-Mari', trods navnet har det hverken noget med Danmark eller Annemarie at gøre. 'Han' hedder Dan og 'hun' Mari.
Desværre havde de kun plads en nat, for i Outjo er der traditon for, at de ældre skoleelever holder fet på Dan-Mari aftenen før skolestart. Så ALT var booket 17. januar. Vi fandt i stedet Bushveld Lodge, afsides beliggende i bjergene lidt uden for byen. Fantastisk sted, hvis man som jeg er til naturoplevelser. Hvilket vi fik mere end rigeligt af, da vi gik vild på den ekstremt dårligt afmærkede gå-tur fra Bushveld. Ruten var som et 9-tal, med samme start og slut, altså 'nedstregen' på 9-tallet. Men punktet, hvor man skulle forlade 'cirklen' på 9-tallet og begynde at gå ned igen, var overhovedet ikke afmærket. så efter at have gået i ring og frem og tilbage og fundet stedet, hvor vi skulle gå nedad, men bare ikke kunne finde de mærker, der hørte til returruten, besluttede vi os til at gå efter brevdueinstinktet. Hvilket ledte gennem diverse svært fremkommelige klippeområder og skov. Heldigvis vandrede vi i et rimeligt højt område, så vi kunne se vejen og / eller høre bilerne, så der var aldrig sådan rigtig panik, selv om vi efterhånden kom tæt på solnedgang og mørke. Turen, der burde tage ca 1 time, tog os næsten 3! Men vi kom altså hjem, næsten uden skrammer. (En såret tå og et skrabet skinneben).
20. januar
(Anna skriver)
Så er vi endelig i Etosha.
Forinden har vi haft to overnatninger på Etsosha safari camp, som - trods navnet - ligger lige uden for Etosha.
Herfra er vi kørt ind i Etosha hver dag. Dette, fordi priserne i Etosha er horrible - mere herom senere. Første nat havde vi campingpladsen for os selv, bortset fra en turbur med 10 - 12 turister, som indlogerede sig i en modsatte ende af pladsen. Vi slog lejr under et træ med væverfuglereder, hvilket vi senere fortrød - sådan nogen klatter meget - lige ved siden af en vaske-op sektion, okkuperede en braai, som vi flyttede op til opvasken, hvilket vi også fortrød senere. For det betød, at mens vi var i Etosha, kom en anden turistbus med omkring 10 polakker ell. lign. - de talte ihvertfald et eller andet i den retning - med motorcykler og ledsagerbus. De havde spottet, at her var et sted med opvask og grill samlet, så: '- det hugger vi da'. Selv om vores telt lå bare 2 - 3 meter væk!!!!!
Da vi kom 'hjem', var der allerede gang i grill m.m., så vi var glade for vores enkle gasbrænder og spaghetti på dåse (UFFFFF!!!!).
Men-men-men: Det var ikke alt: Da vi gik i (sove)sækkene, var de først lige startet!
10 efterhånden mere og mere berusede og larmende personager befindende sig 2 -3 meter fra dit telt - jeg fandt mig i det en times tid til omkring kl 10, lidt large skal man jo være, så tog jeg demonstrativt min sovesæk og kravlede ud i bilen - hvor der i øvrigt ikke er plads til at sove. Til deres ros fangede de signalet og sluttede festen kort efter. Måske også fordi rejselederen havde meddelt, at der - fordi de skulle i Etosha - var fælles rejsning kl 5 næste morgen. Hvilket vi også fik at høre!!!!!
Og så, endelig, det jeg havde glædet mig mest til - Etosha:
Første dag kørte vi ind fra campingpladsen, ear faktisk den dag, vi så flest dyr, hjorte, giraffer, gnuer.
Her fandt vi også ud af de horrible priser, camping 400 DKR + gebyr ca 135 DKR pr dag.
Billigste 'hytte' ca 1700 DKR pr dag. Selv om det er ekstravagante priser besluttede vi at bo to nætter i lejren Halali, midt i parken. For at opleve mindst en morgen og en aften ved vandhullet, hvor der - stadig iflg. de rejsendes bibel, Lonely planet - skulle 'vrimle med dyr'.
21. januar
(Anna skriver)
HA!!!!!!! Vi så en kudu-familie, far, mor og kalv. ThaT'S all, folks!!!!! Fordi: i regntiden drager alle dyr nordpå, til det område, som staten har lukket for almindelige folk, her er det kun arrangerede ture med officielle guider, der må komme ind. Derfor kun 2 nætter i Etosha (stor skuffelse for undertegnede), men vi nåede dog at se en enkelt elefant.
I morgen drager vi ud øst af parken, til Tsumeb.
23. januar.
(Anna skriver)
Fint boplads i Tsumeb (Mousebird), har set Lake Otjikuto, hvor verdens mest farvestrålende mundrugende ciklider (fisk!!!) lever. Så dem kun i akvarium.! Og de var ikke særlig farvestrålende! ÆV!!!
Var til 'sort' gudstjeneste i den lokale kirke, det kunne vores folkekirke lære noget af.
(Leif skriver)
Jeg skriver jo ikke mere. Men kort: Ved gudstjenesten fik kirkegængerne åbenbaringer.En kvinde faldt om på jorden i stillingen som Jesus på korset. Musikalsk var det en fantastisk oplevelse, som vi har noget af på vores amatør-video. Præsten var stolt af, at vi havde optaget undere. Han har fået Annas e-mail-adresse for at få overført seancen. Herren være med jer i Danmark.
Oprettet tirsdag d. 8. februar 2011
26. januar
(Anna skriver)
Vi bryd op fra Tsumeb d. 24. Da vi kun regnede med at skulle køre de ca 60 km til Grootfontein, blev det sent, inden vi kom afsted. Og så viste dig sig, at Grootfontein er så kedelig, at vi besluttede at køre endnu 250 km nordpå til Rundu, ved Okawango floden.
De sidste 150 km til Rundu skulle iflg. kortet være fuldstændig øde, men det viste sig at være rimeligt tæt befolket, med masser af negerlandsbyer, dvs rigtige kraal'er med runde stråhytter og 'bymure' af lodrette grene med den ene ende stukket i jorden. Kostaldene, som jo selvfølgelig er åbne stalde, dvs små folde, er også lavet på denne måde.
Da vi var kommet så sent afsted, blev klokken mange, inden vi var i Rundu, derfor havde vi virkelig problemer med at finde overnatning. Vi prøvede flere lodger - alt optaget, en var oversvømmet af den megen regn, så vi endte på en bed and breakfast inde i selve byen.
Den annoncerede pris for et standard værelse ca 400 DKR. 'Tilfældigvis' var der kun luksusværelser til 600 DKR tilbage, det var for dyrt, sagde vi og var på vej ud af døren, da det så pludselig godt kunne lade sig gøre, at vi fik værelset for den lave pris. Vi fandt ud af, at omtalte 'luksus' bestod i et badekar, ikke bare en bruser.😉
Da det var en B&B, var der ikke mulighed for at lave mad selv, så jeg foreslog restauranten på hotellet, men det gad hr. Hansen ikke, vi '....kunne sagtens finde noget andet i byen....' Hvilket endte med, at vi i sidste øjeblik nærmest måtte sparke døren til en grillbar op og tage kylling og fritter med hjem på værelset. Behøver jeg sige, jeg var xxxsur!!!!😠
Nå, men vores 'luksus' skulle jo nydes, vand i karret, en bog, en drink. Hvorefter jeg vågnede kl halv to om natten i det stadig lunkne vand. Heldigvis havde jeg lagt bogen fra mig - ved siden af karret!🤭
Efter en fin morgenmad drog vi videre mod øst langs Okavango, til Divundu, der ikke er nogen by, bare et vejkryds, hvor der ligger 2 benzinstationer samt et 'hvidt' og et 'sort' supermarked.
Her i nærheden har vi fundet en lodge, der ejes af en tysker, der konsekvent og af princip nægter at tale andet end tysk. Her måtte vi også tinge om prisen, i starten kostede en hytte omkring 1000 DKR pr nat, men så var det jo også med morgenmad. Et safaritelt ca 800 DKR. Vi fandt frem til, at vi så hellere ville bo i vort eget telt på campingpladsen, men da vi meddelte ham dette, havde han pludselig et mindre safaritelt, som vi kunne få for ca 550 DKR incl. morgenmad. HUNDEHANDLER!!!😠
Men her bor vi altså nu, lige ved bredden af Okavango, med vores egen, private udsigtsplatform, der er bygget ud over floden. 🙂Vi har hørt flodheste pruste og grynte🙂, men 'vor far' siger, at de p.t. ikke går på land i lodgen pga den høje vandstand😥. Vejen hertil er også oversvømmet, vi kørte ad små grusveje og endte pludselig ved bredden af en sø, som havde oversvømmet vejen til lodgen. Så der holdt vi med lange næser, indtil vi fandt ud af, at der lidt væk var bygget en smal dæmning over til lodgen.🙂
Egentlig var det slet ikke denne lodge, vi ville ha' været til, men en anden, der ligger på samme oversvømmede vej. Men det er åbenbart 'vores' lodge der har bygget dæmningen, den fører ihvertfald kun hertil. 😀
(Leif skriver)
Anna fortæller ikke noget om vore møder med rigtige missionærer. Jeg troede ikke de fandtes mere, men de forkynder med skovl i hånd og firehjulstrækker.
Det stykke, hvor Anna fortæller om stråhytter, er det sorteste Afrika, jeg har set. Ingen el, intet vand, de går snesevis af kilometer for at hente noget. Gennemsnitsalderen i Namibia er 56 år, men det indbefatter den civiliserede del. Der er ingen ældre mellem Grootfontein og Rundu. Ingen over 35-40. Aids, tuberkler og malaria rydder op. Det er nutidig stenalder med enkeltplov og oksespand. Måtte Helligånden hjælpe. Vi har af erfaring et stort feltapotek inkl. malariatabletter med særlig resistens. Jeg troede ikke, det fandtes, for det er farligere end det, vi ser på TV. Der prales ikke med det. Derfor har kortene ingen byer, mens tusindvis af børn løber rundt i klude uden mål og med. Midt i kraalen sidder de voksne under er halvtag og snakker stammesprog. Der er en uendelighed af stammer.
(Anna skriver)
Ja, børnene løber rundt uden mål og med, med mindre de er udkommanderet til at vogte de store flokke af kvæg og geder, der græsser langs vejene. Der er nemlig en fin, bred rabat med masser af græs. Og ingen buske og træer, så det er nemt at holde øje med flokken dér. Men dyrene har ikke lært færdselsreglerne, så mange gange er der køer på vejen!
27. januar
(Anna skriver)
Æv, vi har slet ikke set de dyr, vi kom for at se, hverken krokodiller eller flodheste. De sidste har vi dog hørt.
Bortset fra det har det været et par herlige slapper-dage, kun med små udflugter i omegnen, bl. a. til et reservat, der skulle bugne med flodheste og elefanter. Vi så kun en flok giraffer og nogle strudse! 😠
I morgen tager vi turen over Caprivi, hvor der skulle være bunker af fritgående elefanter.😉
29. januar
(Anna skriver)
Efter en skrækkelig nat drog vi i går fra lodgen over Caprivi, med kurs mod Kongola, hvor der skulle ligge et par lodger ved bredden af Okavango.
Skrækkelig nat, fordi jeg vågnede ved, at et eller andet stort dyr brølede lige ved teltet, dog bag den spinkle indhegning, der omgiver lejren. Det lød præcis som en løve, senere fandt vi ud af, at det nok var en flodhest, der var gået på land, ihvertfald fortalte en af de ansatte, at der var masser af flodhestespor.
Da jeg igen var lige ved at falde i søvn, var der pludselig noget, der begyndte at KRIBLE i mit hår og jeg oplevede sådan en småsvien rundt omkring på kroppen. Jeg troede, at jeg var ved at blive småbims! Indtil jeg tog mig sammen til at finde lommelygten - det rigtige lys var 'gået' pga tordenvejr. Det viste sig, at ca 5000 små, infame myrer havde valgt at holde kongres i min hovedpude!! De havde ikke været der de foregående aftener, så hvorfor...???
Nå, jeg huggede halvdelen af Leifs seng, men det blev ikke til mere end et par timers søvn.
Selv om vi spejdede og spejdede, så vi ikke én eneste elefant på vej over Caprivi. Og i Kongola viste det sig, at de lodger, vi havde satset på, var oversvømmede. Så vi besluttede at køre tilbage til Divundu samme dag. (Det blev en lang tur, ca 500 km på en dag). Og på tilbagevejen så vi ELEFANTEN, der stod i vejsiden og græssede. 😀
Den var ikke helt venligsindet, stod og smed jord på ryggen og virrede med hovedet, så vi holdt en passende afstand mens vi tog billeder og sneg os derefter forbi. 🤔
Tilbage i Divundu rykkede vi for en enkelt nat ind på Popa Falls Lodge, ikke noget ekseptionelt, men Ok for en enkelt nat.
I dag kørte vi tlbage til Rundu og forsøgte at finde en af de 3 lodger, som en tur-arrangør havde anbefalet os. Her skulle man iflg. ham kunne se flodheste på land om natten. Efter megen kørsel på slem grusvej fandt vi lodgerne. Den første havde hytter til ca 1000 DKR pr nat, for dyrt, og campingpladsen lå slet ikke ned til floden, som vi havde hørt den skulle gøre.
Næste lodge: 10 km kørsel af en endnu værre grusvej, for at finde ud af, at den sidste del af vejen var oversvømmet. Man kunne efterlade bilen og blive fragtet over med en pram, men vi havde mad og vin i køleskabet i bilen, det kunne vi ikke bare tage med....
Tilbage til første lodge, på campingplads. En rigtig dårlig dag, jeg er smaddersur over, at intet rigtig er lykkedes de sidste dage. Ingen dyr, selv om vi har gjort ALT for at opsøge dem - nåh jo, der var jo elefanten og den brølende flodhest, meeeen...😠
1. februar
(Anna skriver)
Så er vi på vej sydpå mod Windhoek. Efter en enkelt overnatning i Grootfontein, på en B&B, hvor vi kunne braaie om aftenen, sidder vi nu på 'Zum potjie' i Otavi. Det er en lille farm, der har 5 - 6 hytter i baghaven, vi er her helt alene - altså bortset fra værtsparret - så vi har også det fælles køkken for os selv.
Her er virkelig rart og fredeligt, med strudse, hunde, høns osv. Her ville vi gerne være blevet et par dage mere, men desværre er der i morgen indvielse af en cementfabrik i byen, og ALT på dette sted er booket.
Så vi må videre - ÆV!!!!!! 😠
Vi har mødt en tysktalende svensker på 83 år, der rejser alene rundt i Namibia. Beundringsværdigt, at han kan klare det, hjernen var ikke helt frisk mere, f.eks. kunne han ikke huske, hvilken vej han var kørt for at komme fra receptionen til stedets campingplads!
Han havde lejet præcis den bil, som det oprindeligt var min mening at leje, en Condor indrettet med soveplads til 2 mennesker, men kun 2-hjulstræk. Han havde siddet fast flere gange, hvilket selvfølgelig var synd for ham, men alligevel glædede mig at høre, for så har vi trods alt fået noget for de ekstra penge, det kostede at leje en 4x4!
Han fortalte, at han kun kom på campingplads, når han trængte til at få et bad ellers kørte han ind til siden og sov i bilen. Ufatteligt, at han tør. Godt ok er Namibia ikke særlig kriminelt, men en ældre herre på 83, der sover alene i en vejgrøft..... 🤨
(Leif skriver)
Hm, ikke for meget om mad. Men man kunne bestille spejlæg og pølse hos de to gamle hvide damer i Grootfontein. Jeg ved intet om mad og bestilte pølse, der viste sig at være boerpølse. Nærmeste sammenligning er medisterpølse. Morgenmaden indeholdt også en kande med mælk. Det viste sig at være varm mælk. Der er en gammel dansk vittighed om pølse og varm mælk som morgenmadstrussel. Tænk at man skal hertil for at opleve praksis. ræææb.
3. februar
(Anna skriver)
Så kom vi til Omaruru...!!! Her i byen er der kun B&B'er, ingen self catering. Vi valgte Omaruru Central Hotel, hvis værelser er selvstændige hytter i haven. Det er sådan set OK, bortset fra at vi, da vi ikke kunne blive på 'Zum Potjie' så længe, som vi gerne ville, havde satset på at finde et godt sted i Omaruru og blive der 4 dage. Der er nemlig kun en by mere på ruten, inden vi er i Windhoek, hvor vi d. 8. februar igen indlogerer os på Pete's Place - dér, hvor vi startede.
Men byen her er så kedelig, at vi nøjes med 3 nætter her og så 3 nætter på campingpladsen i Okahandja, som er ligeså kedelig - vi kender den, det var dér, Leif glemte mobilos på udturen.😀
Så må de sidste dage gå med boglæsning og dasen i solen, som slet ikke er så flittig mere, det regner meget. I formiddags kørte vi en lille tur på nogle timer, da vi kom hjem til hotellet, var det ellers udtørrede flodleje forvandlet til en flod på 1 meters dybde, fordi det havde regnet i bjergene. Det var sjovt at se de lokale komme fræsende i off-roaderne og regne med, at de som sædvanligt kunne krydse floden ved vadestederne!!😀
Et oplivende moment her i hotelhaven er 'Skille', en stor leopard-skildpadde, som vi fodrer med salat.
I går aftes spiste vi på Sand dragon, fik en wienerschnitzel, der ikke var helt som derhjemme, men god alligevel. Leif har bebudet, at han i aften vil hente take-away, jeg gruer.........men er gerne fri for restaurationslivet.
4. februar
(Anna skriver)
AAAARRRRRGGGGHHHH - take-away - 2 slatne fiskelig og nogle ligeså slatne fritter 🤒 - jeg tømte en flaske vin og gik sulten i seng!!!
I AFTEN SKAL VI UD AT SPISE!!!!!!!!!!!
6. februar
(Anna skriver)
Så er vi i Okahandja, hvor alt er, som vi husker det.
Lørdagens menu på Sand Dragon var oryx filét. MUMS, det er simpelthen det lækreste, jeg nogensinde har smagt.
2 store stykker pr næse, med salat, kartofler og gorgonzolasovs, til kun 75 DKR pr næse.
8. februar
(Anna skriver)
Så er vi tilbage på Pete's Place i Windhoek. Alt er ved det gamle her, bortset fra, at granatæblerne er blevet modne. Jeg må se at score ét. Ikke fordi jeg véd, hvad man skal bruge det til, men... 🙂
Nu skal vi ud for at finde vores biludlejer, vi har adressen, men vil gerne være sikre på at kunne vejen på torsdag, hvor vi skal aflevere bilen og derefter til lufthavnen. Tænk, hvis vi kørte vild dén dag og kom for sent til flyet. Desuden skal vi lige aftale, hvad tid vi skal være der på torsdag, så de kan nå at tjekke bilen og køre os til lufthavnen i god tid.
(Leif skriver)
Vi bliver jævnligt stoppet af politi-kontrolposter, de opretter vilkårligt her. Der er næsten ingen køretur uden kontrol. De kikker ind i bilen, man skal forklare sig, hvorfra og hvortil, hvorfor osv. Vore internationale kørekort er belastende for dem. Det på engelsk står med småt som i en forsikringspolice, på dansk er det stort. Tåbelige Danmark. De fleste er høflige. Nogle få af dem er typer, som man ville sparke i røven. Vi har selv mødt en enkelt kontrolpost, hvor vold var lige om hjørnet. I aftes havde NBC, Namibisk TV en historie om, hvad sker, hvis man ikke rigtigt gider stoppe. Bilisten blev skudt gennem døren. I indslaget lå meget forsigtigt og indirekte spørgsmålet: Var det nu også nødvendigt at slå manden ihjel. Den slags spørger man ikke om på TV. Man antyder bare..
(Anna skriver)
Ja tænk, da vi lige var ankommet her, anede vi ikke noget om disse poster. Så vi kørte ud uden det internationale kørekort og kom til en post, hvor vi som en af de eneste gange fik lov til at køre igennem uden at blive tjekket. Er det ikke bare held......
Vi læste i avisen om et kendt pop-par fra Sydafrika, der blev stoppet uden at have papirerne i orden. De blev sendt i spjældet i 3 døgn og fik en bøde på 12.000 danske kr. hver.