(Anna skriver) Glaedelig jul til alle! Efter en begivenhedsloes flyvetur naaede vi planmaessigt frem til Bangkok. Naah ja, der var lige et par svenskere, der blev afvist fra flyet, fordi de var stangstive.
Paskontrollen var usandsynlig langsom, vi stod og brokkede os til hinanden over alle dem, der ikke kunne finde ud af at udfylde indrejsepapirerne korrekt - "det er da for daarligt, at man ikke engang kan finde ud af at udfylde en simpel formular' - lige indtil det blev vores tur, for vi havde jo HELLER ikke udfyldt den korrekt....... (Beklager tegnsaetning m.m., det thailandske tastatur er ikke som det danske). Ialt tog det vel ca 2 timer, fra vi stod af flyet til vi var ude af lufyhavnen og havde fundet transporten til vores hotel. Som ikke var noget at skrive hjem om, men det skulle jo heller ikke vaere andet end en seng at sove i.
Jeg havde bestili afhentning dagen efter kl 10, bilen dukkede op som forventet, kun 15 minutter forsinket, det er da imponerende efter en straekning paa 250 km. Koereturen til Hua Hin forloeb ogsaa uden problemer bortset fra, at den lange tur var meget traettende.
Paa Sand Inn blev vi hurtigt indkvarteret, og vi har nu fundet os godt tilrette og er kommet over jetlag. Vi har genfundet det gamle sted ved stationen, stadig med den samme indehaver. Saa her sidder vi hver frokost - indtil nu ihvertfald - og kigger paa folk, der skal med toget og glaeder os, til vi selv skal proeve det d. 5. januar.
Sand Inn ligner sig selv, men her er blevet meget mere, om man saa maa sige, knald paa den i ludergaderne, der jo ligger lige rundt om hotellet. Her er meget mere larm end sidste gang vi var her, men det er jo ogsaa 5 aar siden. Dengang kunne vi sagtens sidde udenfor paa tagterrassen uden at vaere generet af musik og larm fra gaden - det kan vi ikke mere. Der er kommet et nyt, meget hoejtspillende sted, og de gamle steder har faaet nye subwoofere...
Og jeg, som altid skraepper over Leif, at han ikke passer paa, naar han gaar paa glatte fliser, jvf hans braekkede ribben i Namibia - gaet, hvem der den foerste morgen her paa Sand Inn fik straffen for at gaa hen over et nyvasket gulv.
Det var direkte jordforbindelse, desvaerre med min nye hofte nederst, saa jeg har vaeret meget bekymret, for det har gjort rigtig ondt og den foerste dag kunne jeg daarligt gaa. Heldigvis er det meget bedre nu, saa det har bare vaeret slaget og en forstrukket muskel. Det positive er, at nu er jeg absolut ikke bekymret for hoften mere, for hvis den kan holde til det, saa kan den holde til alt.
Leif skriver;
Hm, I oenskes en velsignet Jul fra vore 30 grader. Til mine artsfaeller: Det kniber de smaa gadepiger at faa kunder nu om dage, man toer ikke. Saa de maa arbejde ekstra for foeden.
Nu gaar jeg ud for at faa nye solbriller med styrke. Og godt nytaar. Ogsaa her er der mange, der haaber paa nytaarsknald. Prostitution er forbudt i Thailand,  ligesom knaldfyrvaerkeri er det i Danmark,  Men et er lov, andet virkelighed. 

(Anna skriver) Saa er juleaften overstaaet, UDEN juleand - hulk!
 Vi var nede at kigge paa den restaurant, der reklamerer med and a l'orange, men der vrimlede det simpelthen med mennesker, saa vi valgte i stedet at frekventere et mindre sted, hvor vi flere gange har spist godt. I dagens anledning valgte vi europaeisk mad, dvs engelsk boef, for det skulle jo vaere ekstra godt, nu det var juleaften. Men ak, det er jo efterhaanden tradition, at julemiddagen i det udenlandske skal vaere en skandale: halvdelen af boeffen var sener og resten af den var stegt som saalelaeder.
Leif paastod ganske vist, at hans boef var fin, men jeg har mistanke om, at han bare foelte sig forpligtet til at sige det, fordi iflg. hans overbevisning er AL dansk mad bedre end saakaldt 'perkermad'.
I anledning af julen var gadens piger alle klaedt i roedt, med nissehuer - paa hovedet!

For en sikkerheds skyld, hvis vi nu ikke skulle naa at komme til en PC inden d. 1. januar: Godt nytaar til jer alle!

Leif{: Vi har ogsaa vaeret i Jail House, faengsel. Indehaveren er dansk, man kan gaette paa, hvorfor han er flyttet til Thailand. Anna kan ikke fordrage stedet, men jeg, Leif fik flaeskesteg. Det er et sted hvor danske pensionister gemmer sig, inden de - som regel enlige maend - gaar ud og er sugar daddies (engelsk: sukkerfar, vi har det ikke paa dansk = en gammel mand, der  gaar med skolepiger).
Vi forlader nu syndens bycentrum og flytter udenfor byen paa en hoej altan, vi kender.
Endnu en uge med total afslapning. Vi giver ikke engang motorcykel. Derefter natekspressen sydpaa til tropeoer.



  

(Leif skriver) :
Godt nytår og tak til dem, der skrev i gæstebogen. Snedige Anna. Hun aflurer på computeren, hvem der har trådløst netværk. Dereftr besøger vi deres etablissement, lokker netværkskoden ud af dem og nasser på deres forbindelse. Sådan sidder jeg har højt på balkonen og skriver. Det blev en strålende nytårsaften. Vi er flyttet udenfor byen og bor lige vbed siden af hotel Marriott. Der manglede ikke noget i deres femstjernede fyrværkeri til tonerne af Abbas Happy New Year på scenen. Vi så fra taget, hvordan man her sender utallige varmluftsballoner op ved midnat. Det er ilden, der varmer dem op, der også giver lyset. Flot er det og stilfærdigt blandt bulder og brag, men den var ikke gået i Danmark med vore forbud. Vi bor på et lille hotel med kun seks værelser, hvoraf vi har det bedste, bestilt hjemmefra, fordi vi kendte stedet. Danske Henning og thaipigen Jin købte et hotel i to dele. Jins søster traf englænderen Tom. Søsteren og Tom købte så afdelingen med de seks værelser.
Det er en ny rejseform, vi dyrker, inden årene løber for meget på os. Gemt er søgen efter opdagelserne, inde er det, vi kender. Sådan har de fleste det, men det er først nu, vi er ved at give afkald på udvidelsen af vores univers til fordel for mageligheden. Om et par dage går natekspressen sydpå. Thailand 10 grader nord er et godt sted. Singapore, to grader nord, lige syd herfor vælter i vand. Men vi har tør, voldsom og fugtig varme. Vi har haft en kuldebølge, hvor vi var nede på nogle og tyve grader om natten. Nu Anna:

Ja, nytårsaften var en fantastisk oplevelse: Ejere og forpagtere, eller hvad de nu er, thaierne, der passer dette lille sted, var til nytårskomsammen på den anden side af gaden, hos <Henning og Jin, så vi havde hele 'vores' tag for os selv. Vi var deroppe
i over 2 timer, et fantastisk syn med alle lamperne, der drev hen over himlen, med månens segl - der her ligger på ryggen - som baggrund. Kl 24 kæmpefyrværkeri og derefter opsendelse af ekstra mange lanterner. på et tidspunkt, da det var på det højeste, talte jeg 53 lamper, der drev over himlen.
Og jeg fik ENDELIG min juleand, der altså blev til nytårsand.MMMMMM - det var mums, selvom jeg nu ikke liiiiiiiige synes, at rå løg passer til stegt and. Men ellers mere end OK. Og så har jeg fået et par nye favoritter i thaimad: Pad thai - helst med kylling, selv om jeg ellers foretrækker rejer - og 'crispy pork' / sprød gris.
Jeg véd ikke, hvordan de laver den sidste, men det er grisekød, der er ligeså sprødt som flæskesvær selv om det er kød og smager som kød - MMMMMMMUUUMMS.......
 'Vor mor' på biksen ved stationen har jeg fralokket opskriften på en yderst enkel og særdeles delikat 'marinade', der smager fantastisk til alt: Små røde og grønne chili, styrke efter smag og behag, skæres i tynde ringe på tværs. Kernerne kan fjernes, hvis de bliver i lagen, bliver den stærkere. Chilierne kommes i fiskesauce, dét, man kan købe på flaske. Det kan sikkert også hjemmelaves ved at koges fiskeben, men det har jeg ikke lige opskriften på. Tilsidst kommes lime-både i.
Man må prøve sig lidt frem, til man finder lige netop den blanding, der passer ens smagsløg! Selv almindelige, kedelige ris bliver et festmåltid med den dyppelse!!!

Mandag d. 2. januar 2012

Anna skriver: I dag vågnede vi til stor overraskelse op til en grå dag. Nåh ja, det har vi faktisk gjort næsten hver dag, men i dag holdt det grå dagen ud. Havde jeg været i Danmark, ville jeg ha' sagt, at en ordentlig regnbyge var lige oppe over.
Det var den sådan set også, bare længere sydpå, i de engelske nyheder hørte vi her i aften, at der er store oversvømmelser i en-by-jeg-ikke-kan.huske-hvad-hedder, men som kun ligger ganske lidt fra Surat Thani, som vi tager toget til på torsdag. Spændende........🤔
Vi har forresten slet ikke fået fortalt, at vi - jvf Charlottes beretning om tyfonen - har haft et kraftigt uvejr her, dvs der har været sol, men megen blæst. Damen i biksen, hvor Leif købte sine solbriller rådede os fra at gå på stranden så længe der var så megen blæst - det kunne vi nu heller ikke, for der var ikke nogen strandbred. Længere nordpå havde der været bølger på 5 meters højde og mange huse var ødelagte.
Efter stormen kan vi på stranden se mange ødelæggelser, heldigvis kun af materiel karakter. Dvs havemure, der er væltet, haverne er vasket væk, de små restaurantskure, der lå ubeskyttet på stranden er borte. Og bunker af affald, dvs meget mere end normalt. Men folk tog det meget roligt, vi opdagede faktisk ikke, hvor slemt det egentligt  var, før det var overstået.🤭
 

Ellers formede dagen i dag sig som sædvanligt: Op ved 8-tiden, nusse rundt og hygge til v. 10-tiden, så en laaaaaaaang gåtur delvist langs stranden, med et frokoststop undervejs, inden vi igen er hjemme v. 16-tiden. Så der bliver virkelig gået meget - jeg er så lykkelig for, at min nye hofte tillader mig det. Til gengæld er vi virkelig trætte og benene er blevet mindst 10 cm kortere -  ja, BENNY(BFA), nu ville jeg SLÆBE vinflaskerne hen ad jorden. (Intern SDC-spøg!!!)😀

Da jeg jo fik fantastisk nytårsand oppe for enden af gaden, prøvede vi dét sted igen i aften. UHA-UHA-UHA! Leifs kylling var OK, selv om den slet ikke kom på højde med det, vi tidligere har spist af kylling. Jeg bestilte Tam Yam suppe, som jeg pointerede overfor servitutten, der selv spurgte: Spicy, but NOT hot. (Krydret, men IKKE stærk). Første forsigtige nip til suppen efterlod mig som et hostende, ildsprudende vrag, med vandet løbende fra øjne og næse. Da jeg efter 5 minutter og 3/4 Chang øl - af de store - endelig kunne se klart igen, fiskede jeg 8-10 af de små røde og grønne, meget stærke chilier op, bare i overfladen af suppen. Så den måtte jeg simpelthen opgive - det er vist første gang, jeg har sendt noget tilbage til køkkenet. Men det er et problem med servitricer, der tror, at de forstår engelsk, og os, der tror, at de forstår, hvad vi siger. Hun har garanteret hørt det som hot, hot! Hvorom alt er, suppen blev stående, og jeg, der jo skulle ha' noget at spise, bestilte så en clubsandwich, som jeg eeeeelsker. HA, heller ikke dét kunne de lave ordentligt. Ingen bacon, tørt brød uden karrydressing, ti gengæld  med et spejlæg!
I en clubsandwich??? 😮Jeg spiste den dog, nu havde jeg ligesom lavet skandale nok.Men der skal vi ihvertfald ikke hen igen.

Tirsdag d. 3. januar.
(Anna) Vågnede op til Regnvejr!!!! Sad på balkonen og hyggede os med spurvene og mynaherne, som vi lokker til med brødkrummer. Fuglene er efterhånden helt trygge og sidder omkring ½ meter fra os.
Omkring kl 12 gik vi til frokost, som i dag blev tørret og saltet, dybstegt oksekød. Meget lækkert, lige bortset fra fedtbræmmerne, som ikke var skåret fra kødet.
Til aften omelet til Leif og wontonsuppe til mig, mmmmmmmmmmmm.........🤩

I morgen skal vi skifte til et  nyt hotel, bare for en dag, inden vi på torsdag drager sydpå. Leif har lige hørt i nyhederne, at der skulle være problemer med oversvømmelser på Koh Phangan, men vi må jo tage det, som det kommer......🤨

Anna skriver:
Som sagt tog vi onsdag d. 5. nattoget fra Hua Hin til Surat Thani.
Selvfølgelig var der overhovedet ingen problemer med at finde det rette tog, staionsforstanderen kom selv og forsikrede sig om, hvilket tog, vi skulle med og fortalte, at det var 20 minutter forsinket. Ved afgangen fulgte han os endda hen ad perronen, så vi kunne stå på den rigtige vogn. Service - det kunne DSB lære noget af!
Vi fik en lille 2-personers sidde/liggekupé, med faste vægge og egen håndvask.
Over- og underkøje med fine nyvaskede puder og tæpper.
Toilet og brusebad i enden af vognen, men det var altså kun i alleryderste nødvendighed, at man brugte det.
Der STANK af mandestrint, det er altså ufatteligt,at mænd er så dumme - eller ligeglade - at de tror, de stående i en togvogn, der  slingrer fra side til side stadig tror, de kan ramme toilettet!!!
Vi sov ikke så meget på turen, selv om vognen var fint affjedret, så det ikke bumpede så meget, larmede det, hver gang vi kørte over en bro. Og dem var der mange af!
Vi blev også udrangeret et par gange, bedst, som man tror, at man kører fremad, så kører man baglæns og så kommer der et ryk og et brag, når man bliver koblet på det nye tog.
I fin tid inden ankomsten kom 'dessen og serverede morgenmad, kaffe, frugt, små sandwiches, 'fritter' og ketchup.
Det gik også fin at finde bus/båd til Koh Phangan, da vi stod af toget blev vi nærmest overfaldet af billetsælgere. Så vi fulgte strømmen og fik formedelst 30 kr  pr næse en samlet billet til øen.
Forholdsmæssigt er taxier på øen hamrende dyre, vi gav 50 kr for at blive kørt de ca 15 km til Tantawan, hvor vi bor nu. Men vi blev vist også taget grundigt ved næsen, det skal vi have undersøgt nærmere.

Som skrevet bor vi nu på Tantawan, hvor udsigten og bungalowen er præcis så fantastisk som forventet. Til gengæld havde jeg undervurderet, at hvis man vil have en god udsigt, så skal man højt op, og det er pr fodkraft, ad jeg véd ikke, hvor  mange trappetrin. Men vi er mindst 100 m over havets overflade og stien er meget stejl... En tur op og ned ad den svarer mindst til 1 times løb!!!
Så det er kun i de allernødvendigste ærinder, vi begiver os ud på denne vandring. Vi bestilte jo også hytten her primært pga udsigten. Vi får strandliv nok senere, når vi rykker til huset i Wok Tun.

Vi har indset, at det er absolut nødvendigt at leje en motorcykel, selv om jeg ikke er meget for det, det er 5 år siden, jeg sidst har kørt. Men det er umuligt  at komme rundt på øen uden. En motorcykel kan lejes for 200 baht om dagen, det er mindre, end hvad vi gav for at blive kørt herud. Men nu benytter vi tiden i Tantawan til at nyde udsigten og lave ingenting, når vi rykker ned i huset, lejer vi cyklen og ta'r på sightseeing.

Leif:
Det er ikke muligt at købe mad her. Man SKAL spise ude, mad og øl til to 80 kr ialt,jeg beskyldes jo for at være en nærigrøv, men det kan altså ikke være udslagsgivende til den pris. Det kræver tid at finde et godt spisested.
Og hør hvorfor jeg hader at spise ude: Mit første valg var et lille beskedent sted med stor udsigt, hvor jeg efter den for store regning bad om at låne et toilet. Det lå i kælderen, hvor husfaderen legede med børnene i skramlet. Der var en dør i hjørnet til toilettet, som var bygget uden væg, så der var fri udsigt til golfen...og dem dernede havde fri udsigt.
Numseskylleren, som man bruger her, virkede ikke. Der var næsten intet vand i den alternative skål. Intet papir.
Hvad gør man med gennemløb udstillet nøgen i det høje? Jeg greb det eneste redskab,  toiletbørsten, og skurede mig bagpå for offentligheden, i fuldt lys, da lyskontakten til at slukke var udenfor.
Er der nogen, der har ondt i røven af dem, der rejser pensionen op? Men thaierne har det skægt ind imellem.
Jeg har stadig ondt, men rent.

Definitionen på tropevejr er, at temperaturen aldrig uanset tidspunkt kommer under 20 grader. Det holder smukt, men at komme herop, hvor vi bor, er så stejlt, at ingen  vi kender kan klare det i et stræk. Jeg holder to gange et kvarters pause op, så når  jeg det lige akkurat.
Nu middgsbajeren, hængekøjen og havudsigten. Var det ikke Harry Belafonte, vi gamle husker sang "If I had a hammer">(hvis jeg havde en hammer, så ville jeg hamre morgen, aften og nat, var teksten). Den er inde i mit hoved blevet til "If I had a hammock". En hammock er på engelsk en hængekøje, som jeg så ville ligge i morgen aften og nat.
Den slags uønskede hjerneprægninger kender I sikkert også. Hver gang jeg lægger mig, siger mit hoved "If I had a hammock". Nu er det middagsstund, så ja...... 

Anna:
Vi har heldigvis fundet et bedre spisested efter den første aften, hvor Leif fik enden på komedie. Det er tættere på, hvor vi bor, der er meget bedre udsigt over vandet, maden er mere end god og toiletterne er fine!!!!!!
Men nu skal vi jo flytte i morgen....
Vi har ikke rigtig set nogen sjove dyr endnu. Her er nogle små, kolibrilignende fugle, som futter rundt i træerne, men de små bæster er så forbistret hurtige, at jeg ikke har kunnet 'fange' dem med kameraet.......

Leif: Af de syv gange, jeg har været i Thailand, er dette stedet, jeg første gang så i 1975 som ensom tropeø til nu: AK. Vi har alligevel fået et lille paradis godt inde i skoven. Hver morgen vækkes vi af abernes kukkelyde i kokospalmerne. Vi hører  øglers sære melodier, som de siger om aftenen og gekkoernes pibekvæk, når vi tænder lyset på terassen til hjælp for deres insektjagt. Vi bor alene og ret stille her i en ret fornem trævilla med soveværelse og dobbeltdør til haven, badeværelse, køkken  med alt minus ild. Gas og grill er bygget under seperat tag udenfor, formentlig mod brandfare, stue med satelit-TV og en blanding af kurvemøbler og polerede møbler i tropetræ. Jeg ville gerne eje den fornemt drejede kontorstol md svunget ryg og drejet fod, jeg sidder i. Blankpoleret uden en skramme, men tung som bare pokker på grund af det massive, drejede understykke. Så er der terrasse med kurvemøbler og de dyr, der rører sig i kokos-skoven. Huslejen her er 1500 kr. om ugen, men vi har også alt, vi har hjemme.
Halvdelen af Koh Pangan er dækket med ufremkommelig jungle. Det har ingen kunnet ødelægge. Men langs kysten, hm. Som Goa i Indien og andre små paradis, flipperne opdagede engang, forpester deres afkom nu kysten. Dog: Ingen højhushoteller som på chartermålene, Phuket og Krabi, kun lave spredte bebyggelser. Vi har motorcykel. Det er vi nødt til for indkøb, og fordi en 125 kubik en dag koster det samme som en envejstaxi til havnen: 20 kr. Således har vi også besøgt Hat Rin, hvor flippernes efterkommere holder de verdensberømte fuld-månefester. Det ender efter sigende med, at alle ligger udstrakte på stranden med forgiftninger af forskellig slags. Vi har lige været der..om dagen stedet er ligeså skrækkeligt, som her er dejligt. De thailandske forretningsdrivende er vilde med det, så nu er der også halvmånefester og nyreligiøse orgier i Hat Rin. Hvis man rejser, må man også høre om ting, man hader. Der findes i fjernøsten ikke mere steder, der er frelst fra Vesten, hverken Cambodia, Laos eller navnlig Vietnam, der nu også er chartermål. Men måske kan man være alene i den sibiriske ødemark. Det er for besværligt i vores alder.

Anna: Ved afrejse fra Tantawan fik jeg på vej ned af bjerget endelig talt trin - 103 stk!!!! 
Intet under, at vi var radbrækkede af at slæbe bagagen ned.
Det går med at køre motorcykel, bortset fra, at de thailandske vist ikke er bygget til os kornfede danskere. 😀
Der er et par bakker ved Had Rin, som er så stejle, at 'Joe', som vores 'cykel' hedder, ikke kunne trække os begge op. Så Leif måtte hoppe af og gå op - lidt fordel har man da af at være den, der skal køre.
De første billeder følger snarest, men jeg gider ikke mere i aften, nu står den på godnatdrink på terassen hos gekkoerne. Udtrykket '......at slå gækken løs...' har fået en helt ny betydning her..........

Anna: Folkens, jeg beklager, jeg har forsøgt at lægge billeder ind, men nettet her er simpelthen så laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaangsomt, at jeg bliver 'timed out.😠
Vi ville ellers gerne ha' vist jer vores teaktræshytte, men det må så vente.........

Leif: Anna brugte en formiddag på at kæmpe med billedoverførsler. IT er noget lort, mit liv er for kort til nu. Men mynah-erne (fugl af indisk oprindelse, udbredt  overalt i Østen, Australien og New Zealand)  synger her på plænen. Så der er stadig noget til os rustne på sidesporet.

Anna: Jajajajajaja - IT er noget lort. Ligesom det jo også er noget lort, at man -netop vha IT - kan læse de danske aviser herfra.😀

Leif: I aftes, den 14 var vi ude og spise, hvor man kan ligge til bords som antikkens romere. Vi sad, og jeg kommer ikke igen for at ligge med deres tam-yam suppe, jeg før har smagt som god andre steder. Man tog i aftes gårsdagens opvaskevand, tilsatte lidt tarmudkog og rørte nogle karkludstrævler i.  Der var også nogle hvide flager af et krydderi, Anna siger hedder Ingefjært eller sådan noget. Sådan smagte det også. Godt  Anna ikke hedder Inge.
Perkermad, uha. Vi har svaret ved at spise lækkert idag, den 15.

Anna har undret sig over små, højtbyggede templer med tårn ved klostrene. Jeg har undersøgt sagen, fordi vi har et kloster herved. Jeg er vant til stupaer (de runde kupler med spids), men har aldrig tænkt på tårne hos buddhister. Det er heller ikke et tårn, men skorstenen på klostrets krematorium. Under ovnen i det høje er så det mandshøje fundament med en indgang og et hul i loftet. Jeg fik aske fra flere hedengange i hovedet, da jeg pirkede ved en rist i hullet.

I et forsøg på at undgå hvide har vi krydset øens jungle, tæt og vild, hvor de vil lave en vej. Næ, der var også hvide på den anden side af øen. Fra danske aviser og navnlig thailandsk public-service TV er vi med på, at der fra Pentagon har erklæret overhængende fare for hizbollah-terror mod vesterlændinge i Bangkok. Terroristerne er allerede rejst ind på svenske pas, siger de.  Vi lader os ikke skræmme af muslimer, men overvejer en døgnlang togrejse, når vi kommer til Chumpon på fastlandet efter nogle dage på øen Koh Tao længere ude i golfen. Vi sejler i overmorgen efter dejlige og afslappende dage i denne pragtfulde villa, hvor to hunde har knyttet sig til os. Regntiden nælrmer sig, og det betyder kulde og byger. Vi har været nede på plus 26. Vi tager ikke længere sydpå på grund af oversvømmelser, mens regntiden rykker nordpå med jordens hældning og lyspunktet: længere dage til jer.
Engang i 1975 blussede man fisk med Petromax bl.a. i fiskerlejet herved. Nu køber man 200 energispare-pærer, kobler dem til bådmotoren og svinger pærerne ud over vandet på lange stænger. I 1975 var her også hanekampe. På naboøen købte jeg mit livs eneste kamphane, men selv om jeg hvæssede sporer på den efter bedste evne, fik den så mange tæsk i arenaen, at jeg efter kampen forærede den bort til en, der nok mente den blodige hane kunne lappes efter ferien. Nu er her kun tyrekampe tilbage. Nye tider.

Anna: Og thaIboksning er her også. Der kører højtalervogne rundt i gaderne og annoncerer i 120 decibel bredt, amerikansk for aftenens kampe.
Ellers har jeg såmænd ikke så meget at berette. Ud over, at jeg har fået en ny livret: Massamam-karry! Prøv det, prøv det. Med dampet ris til er det en guderet.  
Og ikke perkermad. Selv Leif har måttet indrømme, at det smagte godt. Men de har åbenbart fået ny kok, hvor vi spiste i går, første gang vi smagte det var nemlig dér, men i går smagte den også som Leifs beskrivelse, blot tilsat noget udefinerbar karry. 🤒
Trods mine bekymringer er det gået fint med 'Joe', vores motorcykel. Selv ad jordvejene på midten af øen var der ingen problemer. Leif måtte kun stå af en enkelt gang ved en meget stejl bakke. Og så brokker han sig over at ha' fået ondt i numsen af de ujævne veje. 😀
Som Leif skriver, er der ALT for mange faranger (hvide mennesker) på de her øer. Her er pragtfulde strande, men man kan næsten ikke se dem for lave hoteller og resorts og restauranter og mennesker. Det er slet ikke mig!
Koh Tao adskiller sig sikkert ikke, men nu prøver vi alligevel nogle dage dér. Det skulle først og fremmest være et dykkerparadis, så måske er der mere fred på stranden, når alle andre er sejlet til koralrevet. 😲

Under alle omstændigheder er det på tide at komme videre til nye steder.......

Leif: Koh Tao er en lille sag på ca. 5 kms længde. Engang en fiskerø, hvortil der for 30  år siden var lejlighedsvise forbindelser med fiskernes både. Nu anløbes øen af både dit og dat, der bor 5000 mennesker og det tredobbelte antal unge turister, der kommer for at dykke. Jeg er ikke sportsmand, havde ikke været der før.
Fredelige og stille Las Palmas på Gran Canaria til sammenligning.
Vi havde bestilt en hytte, men den blev fremhævet som støjramt, så vi tog i stedet mod et hotelværelse, der nok kunne bruges med airconen konstant kørende for at holde muglugten væk.
Ud hurtigst muligt, vi  tager ikke hjemmefra for at jamre. Altså hurtigfærge til fastlandet, en køn sejltur mellem utallige ubeboede tropeparadiser, ganske små øer med kokospalmer. Sært militærets magtfulde her ikke endnu har øje for pengene i Robinson Crusoe ferie, hvor du sejles ud med grej og hentes otte dage senere. Men det kommer nok, de har fart på med penge.
Vi bor på A-Te Hotel i Chumpon på fastlandet. Københavns bedste hoteller er ikke bedre. Her er slåbrokke og paraplyer i skabene. Når man spiser stikker tjeneren spiseredskaberne i hånden på gæsten. Alt er flot, moderne, kunne være et fint hotel i Europa trods rejsen på 9000 km hertil.
Alt virker. Receptionen er overdækket, men i det fri. Her er jo konstant 30 plus.
Hvad gør man så? Går ud og finder thai-steder med voksdug og lysstofrør om aftenen. Spiser med gaffel i venstre og ske i højre hånd den gode del af thai-maden (for mig uden for meget ingefær eller chili, men gerne sur-sødt i ris), studerer hvad og hvordan thaierne spiser. Således spiste vi i går ude til 40 danske kroner for to inkl. halvanden liter øl.
Værelset på A-Te koster 360 kr. i døgnet med morgenmad.
Vi ville hellere Thai end luksus, men her er ingen mug. Nu et bumletog herfra i morgen. I forhold til Vietnam har vi den fordel, at vi ikke som turister skal tvangsbetale enorme beløb, mens de lave priser er forebeholdt den lokale befolkning. Nu slut og fut. Det er aldrig forgæves at lære verden.

Anna: Retfærdigvis skal sige om Koh Tao, at vi måske kunne ha' fundet noget, der var bedre end forfærdelige Had Saire, hvor vi boede. Vi lejede motorcykel en enkelt dag og kørte de strækninger, som man nu kan køre på den lille ø. Med diverse ølpauser vil det sige, at vi med stort besvær kunne få 4 timer til at gå med det. 😀

Frokostpausen ved vejens sydlige ende havde udsigt over en meget smuk og rimelig ubefolket strand med et enkelt kompleks af små hytter på stranden. Så her skulle vi nok ha' boet i stedet. Men hvem kan vide det på forhånd! Med de horrible biveje på øen havde vi så også været 'låst fast' på det sted, uden adgang til købmand, med mindre vi ville ta' en (vand)taxa på indkøb. Nok til horrible priser 😮 Trods Leifs bemærkninger om, at '.......vi da bare kunne leje en motorcykel...' - ja tak, kan han &&/%%¤ da sagtens sige, det er %¤/%&/¤#&% ikke HAM, der ska' køre den. Han skal jo bare sidde bagpå, nyde udsigten og ha' retten til at brokke sig, hvis noget går galt😠
Det var forøvrigt en pudsig sejltur fra Koh Phangan til Koh Tao: P.g.a. den mest passende ankomsttid valgte vi at sejle med det, der viste sig at være 'flipper-færgen', nok fordi det også er den  billigste - og den langsomste 😀
Blandt ca. 100 unge mennesker, der helt tydeligt kom lige fra måne-festen på Koh Phangang, sad vi, de eneste over 30 på den båd. Vi kom heldigvis - eller måske var det bevidst hensyntagen til os ældre mennesker? - først om bord, så vi kunne erobre de 2 eneste rigtige siddepladser på øverste dæk. Og dem beholdt vi hele turen (2 timer) - respekt for alderdommen!!!!!!!!!!😎😎😎

Leif skriver: Vi  tog bumletoget fra Chumphon til Pratchuap Kirikhan, hvor vi nu bor til  210 kr. i døgnet på nydeligt hotel med morgenmad efter fuld europæisk standard og direkte havudsigt fra balkonen på 3. sal i første række. Det passer os egentlig ikke: Vi er jo ikke på charterrejse. Men vi gør dagene nye  på 125 kubik motorcykel  med mine korte arme bagpå. Bumletoget var skægt. Det går ikke som i gamle dage, men med 120 i timen. Døre og naturligvis vinduer er stadig åbne, der er ledige pladser på trinbrætterne, der elskelige thaier enten spiser ris eller taler i mobil , og der sælges allehånde krydderier, dejlige kyllingelår og for mig, Leif, mere afskyelig  perkermad. Sælgerne skal også betale togbillet. Vi har på  MC søgt bambushytter og fundet, men det var for basic, omend til 60 kr. pr. nat. Ved trussel mod helbred sætter vi grænsen, men det  er flot på pæle over floden- Vi har købt billet til Nong Khai retur fra Bangkok. Nong  Khai er ca. 1000 km herfra på grænsen til Laos , hvor hovedstaden Vientiane kun er 22 km væk over Mekong  floden. I den anledning har vi besøgt turistkontoret her i Pratchuap. De lever af at sælge overnatninger mod returkommision, men undersøgte sagen: Vil vi over  Mekong, er vort visum fra Norges Mindevej i Hellerup slettet. Men vi kan købe os (dyrt) 14 dage til at komme tilbage til Thailand og rejse ude igen.  Farvel.
Vi vil stadig se Nong Khai og Mekong fra denne side. Stationssælgeren foldede hænderne i den krakteristiske palme-stilling, der vist hedder mai, kai eller sådan noget. Det var jo også  en nat-retur med sove- og enekupe til ialt ca. 1000  kr. for to ud og hjem, 12 timer hver  vej.
Der er her en del stilfærdige europæere i pensionistalderen.  De brokker sig knapt,  sprenchen, taler, parlano, hablano, parle ikke meget.  Men de nyder varmen og  de 30 grader i januar.  Sociale nassere, der ikke bidrager til fedt- og alkoholafgifterne,  vort fællesskab. Min utvetydige lede og foragt for dem.
Men her er et vist spindoktori, hvis man gad.
Vi kommer til at tage bus nordpå til Bangkok. Toget til natekspressen passer ikke, for tog er her noget man bruger om natten med mad og tjener.
Prakun kapp (tak) fra Leif (var det Anna hed det prakun kaaa med fald i krage-udtalen. Her involverer man sit køn i henvendelsen).

Leif skriver: Mens Cambodia og Thailand  nu som i generationer er ærkefjender og  mens Laos og Thailand er på kølig fod, så går det bedre mellem Thailand og Burma eller Myanmar, som I måske har kunnet se det i TV derhjemme. Vi er på det smalleste sted i Thailand, hvor der mellem golfen på den ene side og Burma på den anden kun er ca. 15 km. Hver lørdag formiddag lister de forarmede burmesere,(på dansk bumser) sig ulovligt over grænsen til Thailand. De sælger nogle sjældne orkideer for at skaffe sig penge. Det hele varer kun få timer, kun lørdag  formiddag, og det vil vi opleve med en motorcykel. 
Det sidste højdepunk i de gamles liv er jo iøvrigt, hvad de får at spise.
I aftes fik vi  således blah sam-lee daat de-o, skam korrekt transskriberet her fra ordbog og på engelsk direkte oversat "hel bomuldfisk, snittet op og tørret". Det er en lokal specialitet, lidt i stilen bakskuld fra Esbjerg. Men der var ikke meget af den, selv om den smagte godt. Her er en ide til Frederiksund kommune, der af sparehensyn vil gå over til at levere gamle langtidsholdbar mad til en uge ad gangen, da der er brugt 200.000 til den nye storkommunes logo. Hvordan har vi det så hr. Hansen? Ja, og i aften står den jo på tørret bomuldfisk.  Skrækken for personalet vil få mig til at nikke anerkendende, mens jeg tænker på, hvad fisken ville kunne have sparet som den nye fortovsbelægning langs Roskildevej, der er utiltrængt renoveret.  Tro ikke, de er bedre her. I forgårs fumlede en ung pige  med  professionel mine på en regnemaskine, hun ikke kendte til. Jeg skulle betale for vores (meget gode og lækre) fiskeret. Med stenansigt forlangte hun 1200 bath, hvorefter jeg råbte WHAT og moderen blev tilkaldt,  Ny regning på maskinen, ny regning på 500 baht. Individuel rejse kan være bøvlet, men vi fortsætter. 

Leif skriver: Vi nåede med lille motorckel at besøge sådan en rigtig fattig fiskerlandsby, hvor de hverken har el eller vand, bor i stråhytter og skrammel, det man ikke viser turister.
Vi nåede også at besøge det mystiske ugentlige grænsemarked i Dansingkhon ved overgangen til Burma=Myanmar. Jo, de kom gående, nogle få på knallert fra Burma over grænsen. Udadtil virker markedet, der ligger direkte på¨grænsen næsten normalt. Men det et mystisk, hvordan folk derovre fra vandrer direkte forbi grænsekontrollen uden kontrol ud og hjem.
Et gæt er bestikkelse, sjældne planter får de ihvertfald solgt i et særligt afsnit, mens resten er det mere traditionelle markedsgøgl, som de så tager med hjem. Her må jeg indrømme min aldrende udygtighed. Vi sad og fik en øl, inden vi kørte hjem til Pratchuatkirikhan. Ved siden af sidder to unge mænd. Den ene har rådne tænder. Hvorfor sagde mit instinkt ikke, at jeg skulle snakke med dem, der ser ud til at have det fattigt?
De måtte jo være fra  Burma. Pludseligt rejste de sig og satte kursen mod grænseposten. De kunne have forklaret mig meget, hvis jeg havde snakket med dem.
Man bliver en ringe iagttagerlmed årene.

For os blev det næste morgen bus til Bangkok (72 kr. pr person med aircon, fire en halv time til forstaden Thonburi). Taxa ca. 35 km til Hua Lampong hovedbanen i centrum. Det tog ca. en time, pris 50 kr.
Nu ville jeg altså ha' en øl, men i den folkelige afdeling i hovedbanens underetage blev vi endnu engang afvist: Der må ikke sælges øl til lavere samfundsklasser før efter 17.
Jeg havde glemt, at vi i denne forbindelse ikke hører til de laveste. Mod seks kroner mere pr. øl fik vi den øjeblikkeligt til danske 16 kr. pr. flaske I dobbelt størrelse i forhold til de danske.

Der er fra Bangkok nordpå 660 km til Mekong-floden, der kommer fra Kina og her er grænsen mellem Laos og Thailand. De 12 togtimer til 200 kr. pr. person var slemme.
De sætter altid den ene førsteklasses sovekupevogn bagest i toget, længst væk fra lokomotivet, kortest at gå til på perronen. Da vognen var ekstra affjedret og da der ikke var en vogn bagved til at dæmpe dens hoppen, lød der hvert 30. sekund brag som bøsseskud fra koblingsmekanikken til vognen foran, hvor vores kupe uheldigvis var nærmest. Vi var invalide af søvnmangel, da vi kom til grænsebyen Nongkai.

Nu sidder jeg så og ser over floden, hvor det statskapitalistiske Laos er lige overfor. Hvis vi tager derover, udløber vores thailandske visum fra København og erstattes med en kort opholdstilladelse når vi returnerer til Thailand, sååå...

Her er ellers lystig trafik. De sejler køleskabe og luksusgoder over floden til Laos hver eneste dag, men hvad der ligger bag (illegal udførsel af varer?), har undertegnede affældige rejsende endnu ikke opklaret. Et er jo magthaverne, andet det virkelige liv.
Hos jer ved vi, at magthaveren og det virkelige liv er det samme: I har siberisk  kulde.
I højttalerne på jernbanestationerne her lyder hver dag kl. 18.00 en kort fløjtetone. Derefter spilles nationalmelodien. Alle  står ret, til melodien er slut.

Det er ret mange f. eks. på Hua Lampong i hjertet af Bangkok med ni millioner indbyggere.
Hvis DSB skulle forsøge sig kl. 18 med "Der er et yndigt land", så står vi ikke ret.
Vi skælver for meget i kulden. Hilsen med de ord til jer på 56 grader nord.

Anna skriver: Nu har jeg ikke ladet høre fra mig i længe, så det er vist tiden, at jeg også beretter lidt.
(HVÆSE...... jeg har lige skrevet en længere historie, men så røg forbindelsen til nettet og dermed røg også min skrivelse. Elendigt system, der ikke gemmer en kopi..........nå, jeg må gendigte.........)
Egentlig ville vi ikke være blevet så længe i Prachuab, men 2-personers kupeerne nordpå var udsolgt, så vi måtte vente. Det betød så til gengæld, at vi nåede markedet v. Myanmar, hvor jeg købte nogle orkidé'knolde', som jeg håber at få gennem tolden.🤩
Vi nåede også diverse udflugter i de frugtbare dale, hvor der hovedsageligt dyrkes ananas. Hvilket affødte Leifs guldrandede bemærkning: "Hvordan mon de graver dem op" - altså 'rodfrugterne'. 😀😀😀 Han påstår, han 'ikke kan huske', hvilken karakter han fik i biologi....😀😀😀
Her i Nong Khai har vi indkvarteret os på et sted, der ligger direkte på bredden af Mekong. Her er indkvartering for enhver pengepung, men selv om stedet har en fin internetside, er det ikke muligt at reservere værelser her. Man må ta', hvad der er ledigt, når man dukker op.
Værtens filosofi er, at det skal være tilladt at ændre planer, hvis man har lyst til at blive et par dage mere, er det OK. 🙂
Så i øjeblikket har vi et værelse med en lille balkon med udsigt til floden, ca 160 DKR pr nat. Og er i venteposition til stedets absolutte luksus-suite, med stor balkon med heldags sol, direkte ned til floden. Formedelst ca 300 DKR pr nat. Men lad os nu se, om de nuværende beboere har tænkt sig at flytte, inden vi d. 6. skal tilbage til Bangkok...🤔
Stedet her drives i øvrigt efter ærlighedsprincippet: Man betaler alt ved afrejsen, både 'husleje' og fortæring. Hvert værelse har sin egen lille 'bog', hvor man selv noterer, hvad man tager fra det fælles køleskab eller bestiller i restauranten. I restauranten er der ingen 'tjenere', man bestiller ved at kigge på de ophængte menukort, notere det ønskede i bogen og lægge den i køkkenet, hvorefter maden vil blive bragt til bordet.  
Hamrende smart, man kan sammensætte sin menu fuldstændig, som man selv vil, og man kan bruge så lang tid på det, som man har lyst, uden de evindeligt afventende tjenere.
Genialt!!!!!!😉

Apropos mad, så bestilte Leif i går aftes noget, der hed 'Pariserfilét'. Jeg tænkte straks på pariserbøf og gik med, men: Det viste sig at være en svinekotelet med en omelet over!!!!! Dertil fritter og .......sovs!!!!!!! Perkermad!!!!!!!!!🤒
Leif påstår oven i købet, at der var RIGTIG pariserbøf på menuen, Hvorfor xxxxx bestilte han så ikke det?????????😠

Leif skriver: Og så overlod jeg til Anna på etblisementet Mut Mee, Nongkai, hvor vi bor, at hun kunne bestemme aftensmaden. "Det bliver dyrt med fisk fra Mekong-floden," sagde hun. Det kostede 50 kr. pr. person, og jeg fik aldrig smagt fisken. Mens jeg forsøgte at spise, kunne jeg havde konkurreret med flammerne fra en kinesisk drage. En halv time efter havde jeg let klaret job som løfteraket. A siger, der er en revne i toiletkummen derfra. Sådan er chili, her bestilt som medium. Det kunne brænde flere afdøde munke.

Motorcyklen førte os til et sted, hvor de forsker i avl af silkeorme. Nogle pupper er som min tommelfinger, andre mindre. I lader åd millionvis af larver i morbærblade, inden de forpupper sig. Puppen kommes i varmt vand, trådene trækkes ind i en speciel, men ret enkel spindemaskine. De larvers snore er så stærke, at jeg ikke kunne rive dem over med to fingre. Jeg  har aldrig set rigtig silke blive avet, og der er ikke turistudflugter til sådan en forsøgsgård.

Vi har også set kranfiskeri. Man spænder net over floden, så der kun er en slippe i midten. Der lejrer fiskerne så deres flåde med hus og det hele og foran en kæmpe bambus-kran. Med mellemrum hæves kæmpenettet foran hullet i afspærringen over floden. En hjælper er klar med kajak nedeunder, og så tømmes nettet i bunden.
En regnvejrsdag betød, at jeg igen tabte i yatzy til Anna, inden vi næste dag kørte ud og så værket Livets Ring, der er en stor buddistisk skulpturpark om vore liv fra sæd og æg til brændsel i den anden ende. Og alt det, der sker ind imellem de to ting.
Og så til - ja mad igen, nu hos vietnameserne, der pakker en slags pølser ind i noget, der ligner tyndt hvidt papir, men vistnok er dej. Jeg blev af tre tjenere undervist i at pakke en masse ting fra skåle ind i dejen, pakke den som en julegave og putte den i munden. Og jeg er som flygtning fra julegaveriet. Men nu kan jeg måske få et pensionistjob med at pakke reklamegaver. Herre, giv mig en dansk bøf med løg.
Men jeg blev hverken kineserdrage eller løfteraket.

Udvekslingen af varer mellem Thailand og Laos er helt uoffficiel. Med hejseværker på landet ude langs floden hives tobak fra Laos-kajakker herover plus frugter og urter, vi aldrig har set. Jeg fik en tur med hejseværket på skinner ned ad den stejle flodbred for at hente tobak fra de laotiske kanoer. Det er helt udenfor embedsfolks kontrol, ligesom køleskabe, computere og den slags går den anden vej fra byen her uden en uniform lader sig se. Et er det virkelige liv, andet lov. ligesom i Danmark.

I morgen nat soveekspressen til Bangkok. Jeg lærte af vor tur, at Jom  Tien, Pattaya, Hua Hun, Koh Samuni, Koh Phangan, Koh Tao, Phuket, Krabi.
Alle de navne folk forbinder med Thailand idag er ødelagte og overrendte. Men der er stadig de herligste steder og samfund, man ikke bør fortælle nogen om. Bare tageubemærket derhen. Da vi lærte at flygte fra rejsebranchens og avisernes luderskriverier, kom den gamle thailandske verden igen.

Men Vi må nu lære det med nationalsangen i DSBs højttalere. Jeg foreslår en modernisering:

Der er et yndigt land
-det står med nøgne grene
i fygesne og sand
oe mere is end vand
Vort gale Danmark skal bestå
så  længe gader sejler
med salt og is derpå

Tak for nu. En speciel hilsen til Margit, hvis hilsen vi takker for og forstår.lh.